Ny udstillingsserie sætter fokus på arkitektur og design, der er skabt i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale – første gang med stjernearkitekt Reiulf Ramstad.
New Nordic, Nordic Noir, nordisk design og nordisk køkken. I det seneste årti har vi i Norden fået en øget selvbevidsthed: Der er kommet massivt fokus på vores nordiske rødder, og nogle vil endda mene, begrebet nordisk er blevet udvandet og klichéfyldt. Lad os sammen – og helt i Jørn Utzons ånd - træde et skridt tilbage og se tingene i et større perspektiv.
Utzon Center går med en ny udstillingsserie på opdagelse i, hvad det betyder at være nordisk arkitekt i en globaliseret samtid under overskriften I Arkitektens Verden.
Udstillingerne sætter fokus på den inspiration, nordiske arkitekter får fra verden, og hvad udsynet betyder for deres arbejde. Udstillingsserien I Arkitektens Verden ønsker at nuancere forståelse af begrebet nordisk samtidig med, at arkitekternes ståsted anerkendes som en naturlig præmis for deres virke.
For hver udstilling vælger vi en arkitekt eller designer, der forholder sig til en forandret og mere kompleks geografi, et ændret landskabssyn, stigende urbanisering, nye relationer mellem innovation og produktion, håndværkets digitalisering og andre samtidsbestemte betingelser, der rokker ved, hvad vi forstår ved nordisk arkitektur.
I den første del af I Arkitektens Verden udstiller den norske tegnestue Reiulf Ramstad Architects. Med stjernearkitekten Reiulf Ramstad i spidsen afspejler tegnestuens arbejde, at vi lever i en verden med fokus på både det lokale og globale – men at det kan forenes i en arkitektonisk helhed. På udstillingen kan du opleve en lang række af tegnestuens poetiske, natursøgende værker rundt omkring i verden.
Reiulf Ramstads virke er solidt forankret i den norske klippegrund, men som Ramstad har udtrykt det:
“Vi har i Norden en bagage, som har stor værdi i en global sammenhæng. Men at kunne se, hvor du kommer fra, kan være ganske vanskeligt, hvis man kun oplever sin egen kultur indefra”
I udstillingen på Utzon Center træder Reiulf Ramstad frem som en selvstændig, søgende, følsom, fri arkitekt, hvis arbejde inviterer til en mere mangfoldig og nuanceret forståelse af, hvad det vil sige at være nordisk arkitekt i en globaliseret samtid.
Foto: Udsigt. Trollstigen, Reiulf Ramstad Architects. © R. Hjortshøj.
⭐⭐⭐⭐⭐
Berlingske
⭐⭐⭐⭐
Jyllands-Posten