Tag familien med til julehygge på Utzon Center. Her kan I opleve vores helt nye robotudstilling, nyde lækkert julesmørrebrød på Restaurant JØRN – og bygge egne mesterværker i LEGO og Minecraft.
Julen på Utzon Center byder på leg, nærvær og store arkitektoniske oplevelser for alle aldre. Har du årskort, kan du tage hele 2 gratis ledsagere med mellem jul og nytår fra 3. juledag.
Oplev fremtidens arkitektur og design i udstillingen ‘I’m not a robot’ – og udforsk forholdet mellem menneske og maskine.
Tag på en rejse gennem robotternes historie, se mageløs arkitektur bygget af robotter, og prøv kræfter med at lave din egen AI-kunst.
Lørdag den 13. december inviterer vi vores Utzon Junior-medlemmer til en kæmpe julehule-byggeworkshop!
Byg den vildeste eller hyggeligste julehule. Først som lille model, og dernæst i rigtig størrelse.
Vi sørger selvfølgelig for gode materialer at bygge med. Og vores søde og byggelystne undervisere, fra Utzon Læring, står klar til at hjælpe med jeres mesterværk!
Det er et gratis tilbud, kun for Utzon Junior-medlemmer og én valgfri voksen. Drop-in uden tilmelding kl. 11 til 14. Sæt cirka en time af til at bygge og hygge.
Tag på opdagelse i DEN KLODSEDE BY, som er i konstant forandring. Her kan du søge inspiration i LEGO-landskabet, eller skabe dit eget arkitektoniske mesterværk med LEGO-klodser – og se det komme til live i Minecraft med VR-briller.
Den Klodsede By er bemandet alle dage kl. 11-16, også mellem jul og nytår.
Oplev historien bag Jørn Utzons mesterværk, og én af de mest genkendelige bygninger i verden, i udstillingen ‘Sydney Opera House – A beautiful idea’.
Find inspiration i udstillingen omkring dig – og forsøg at genskabe nogle af Utzons værker med træklodser.
Kom med når skuespiller Robin Haslund Buch, som I måske også har hilst på i receptionen, synger julen ind. Med Robin bag flygelet i Det Obelske Auditorium, og Aalborgs flotteste udsigt som baggrund, kan man ikke andet end at komme i julestemning, når vi sammen synger kendte og elskede julesange.
Restaurant JØRN vil være vært for en kop kaffe og en julesmåkage.
Arrangementet er gratis.
På Restaurant JØRN kan du nyde en velfortjent pause med udsigt til fjorden. Lun dig ved en kop varm kakao eller spis lækker mad med dem, du holder af.
Prøv også vores nye, lækre julesmørrebrød med blandt andet stegt rødspættefilet eller confiteret and, og slut af med vores marcipan-dessert.
Husk at booke bord på forhånd – så er du sikker på at få plads.