Hvad sker der med bygningerne, når livet flytter ud? Når hønsene har forladt hønsehuset, produktionen er flyttet til udlandet, og siloen står tom? Tilbage står bygningerne med spor af det, de var engang.
I mange år har svaret ofte været at rive ned og begynde forfra. Men lige nu sker der noget i arkitekturen. Transformation af eksisterende bygninger er blevet en af tidens helt store bevægelser, og interessen for at give det gamle nyt liv rækker langt ud over arkitektfaget. Vi følger renoveringer og forvandlinger på tv, og flere af os får øjnene op for de muligheder, der kan gemme sig i det skæve, slidte og besværlige.
Samtidig bliver 2,2 millioner kvadratmeter bygninger revet ned i Danmark hvert år. Det svarer til næsten to parcelhuse i timen – eller omkring 330 fodboldbaner om året.
Måske gemmer de kvadratmeter på flere muligheder, end vi tror?
Efterliv – en hyldest til de besværlige bygninger undersøger, hvad der kan ske, når vi ser en ekstra gang på det, der allerede står der. Måske får udstillingen også dig til at se anderledes på de bygninger du omgiver dig. Den, du bor i. Den, du går forbi hver dag. Eller den, du for længst har afskrevet.
Grafik: The Silo af Cobe. Fotos af Rasmus Hjortshøj.
Det kan du opleve
I udstillingen Efterliv kan du opleve markante værker fra hele landet, der tager udgangspunkt i alt det, der allerede findes. Du møder projekter i forskellig skala, med forskellig funktion og med forskellige økonomiske forudsætninger.
Hvordan får man mere lys og rum i et 90-parcelhus? Hvordan kan en tom fabrik omdannes til en kunsthal? Hvad stiller man op med landsbyskolen, en gammel ALDI eller slidt hus på landet? Og hvad gør man med resterne af Børsen efter at bygningen brændte i 2024?
Frem for at rive ned og at starte forfra, viser udstillingen - gennem 18 danske projekter- hvordan man kan bygge med forståelse for de kvaliteter og ressourcer, der allerede er på stedet. Og samtidig er de udviklet med vision og fremsyn, så de steder, kan blive endnu mere fantastiske, end de var før.
Det er en udstilling om ‘forvandlingens kunst’. Om at være modig, at tænke ud af boksen og om at blive i besværet, fordi dem, der bygger, har haft en ambition om bæredygtighed, genbrug og om at vise respekt for de huse, de materialer og de steder, der er en del af vores fælles kulturarv.
Udstillingen er et potpourri af vidt forskellige transformationsprojekter, men de har det tilfælles, at de hylder de besværlige bygninger: de slidte, det oversete, det forfaldne eller det kasserede.
Udstillingen peger dermed også på en ny, ukurant æstetik, der gror frem af dansk arkitektur netop nu – og udfordrer og udvider vores idé om skønhed.
Støttet af
VOLA er Principal Partner hos Utzon Center 