Nyhed! To timers forløb med afsæt i udstillingen Sydney Opera House – A beautiful idea.
| Matematik, håndværk og design, Arkitektur og Design | Forløb på Utzon Center |
Med dette spændende undervisningsforløb giver vi jer og jeres elever mulighed for at lege, undersøge og eksperimentere med den komplekse geometri, der udgør Operahuset i Sydney – og specielt "skallerne", Operahusets ikoniske tag.
Operahusets skaller er skåret ud fra en kuglegeometri. En anekdote fortæller, at Utzon en dag mødte ind på sit kontor, hvor han viste en appelsin frem foran sin norske assistent. Han viste, hvordan han kunne skære sfæriske trekanter i skallen og skabe en variation af skaller. At ideen var god, var klart, hvis man kunne generere variationen af en enkelt sfære, så kunne man skabe præfabrikerede komponenter til at lave skallerne, store som små.
Vi starter med en rundvisning i udstillingen Sydney Opera House – A beautiful idea. Her dykker vi ned i arkitekten Jørn Utzon, hans inspirationskilder og mesterværk Sydney Opera House.
Og vi kigger nærmere på, hvordan Utzon løste den komplicerede matematiske udfordring at konstruere de skalformede tage.
Med ny tilegnet viden, vil eleverne prøve kræfter med nogle af arkitektfagets basale værktøjer, når de designer deres egne mini-operahuse og pavilloner til Utzon Parken ved Utzon Center.
Som en del af forberedelsen til forløbet på Utzon Center, udføres forløbet ‘På rejse med Utzon’, hjemme på skolen. Her quizzer jeres elever sig til viden om Utzons rejser i hele verden, og om hvordan han omsatte inspirationen til konkrete ideer og bygninger.
Forløbet består af forberedelse hjemme på skolen, dernæst et forløb på to timer på Utzon Center. Forberedelsen på skolen er anslået til at vare 3-4 lektioner.
Forløbet ‘Utzon, operahuset og geometrien’ varetages af Utzon Centers dygtige arkitekturformidlere i samarbejde med klassens lærer og med afsæt i lærervejledning og forberedelsesmateriale, der findes på dr.dk/skole her.
Alt materiale er udarbejdet af Utzon Center. Forberedelsesmaterialet er udarbejdet i samarbejde med DR Lær samt fagkonsulenter fra Aalborg Kommunes skoleforvaltning.
Hvis du har spørgsmål om forløbet, kan du skrive til studio@utzoncenter.dk eller ringe til Arkitekturformidler Bastian Mc Lean Gosvig på tlf. +45 21 35 26 86.