Skip to main content
Video file
Kalender

Utzon  og den modenrne kunst

Image
Calender

Oct 7th 2026 to Apr 4th 2027

Image
Membership

Pris

Fri entré for årskortholdere

Hvorfor minder Jørn Utzons bygninger os om skyer, bølger, klippehuler, palmeblade eller vindspændte sejl?

I udstillingen Utzon og den moderne kunst kan du opleve, hvordan Jørn Utzon hentede inspiration langt ud over arkitekturens verden. Gennem nogle af hans mest visionære projekter – side om side med værker af kunstnere som Asger Jorn og Ejler Bille – viser udstillingen, hvordan Utzon var en del af et kunstnerisk fællesskab, der ville vække sanserne, fantasien og drømmene. 

Jørn Utzon var en enestående arkitekt med et usædvanligt greb om konstruktion og teknik. Hans hovedværk, Sydney Opera House, ændrede vores forståelse af, hvad arkitektur kunne være, og er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Men for Utzon var en bygning meget mere end teknik. Han mente, at arkitektur skulle skabe oplevelser og gøre menneskelivet rigere. Derfor arbejdede han med naturformer, symbolik, farver og dagslys på samme måde, som en kunstner arbejder med pensel og lærred.

Udstillingen giver et indblik i den kunstneriske dimension af Utzons arbejde og viser, hvordan moderne kunst var med til at forme hans arkitektur. Den fortæller historien om en arkitekt, der ikke kun byggede huse, men skabte rum, der taler til sanserne, fantasien og følelserne.

Det kan du opleve

I udstillingen præsenteres en række af Jørn Utzons mest visionære projekter side om side med malerier og skulpturer fra den moderne kunstverden. Udstillingen giver et indblik i Utzons ungdom, hvor mødet med ekspressionistiske og abstrakte kunstnere som Carl Kylberg og Povl Schrøder blev afgørende for hans syn på arkitektur – allerede før han begyndte på Kunstakademiets Arkitektskole.

Med Utzons egne ord var det her, han lærte »at se«. Det blev begyndelsen på en livslang fascination af den moderne kunsts pionerer – fra Le Corbusier og Fernand Léger, som han besøgte og lod sig inspirere af, til de danske CoBrA-kunstnere Asger Jorn og Ejler Bille, som han udviklede flere projekter sammen med.

Udstillingen viser den tætte forbindelse mellem Utzons arkitektur og den abstrakte kunst. Hans vision var, at arkitektur – ligesom kunsten – skulle berige menneskelivet og tale til noget dybt sanseligt, instinktivt og håbefuldt.

Som arkitekt arbejdede Utzon næsten som en maler med en pensel eller en billedhugger med en mejsel. Han brugte farver, naturformer, dagslys, symbolik og udsigter til at skabe bygninger, der taler direkte til sanserne og fantasien.

Netop evnen til at fastholde øjeblikket blev et kendetegn for Utzons arkitektur. Hans bygninger skaber rum, hvor man et øjeblik mærker, hvor smukt livet kan være.

Read more

I samarbejde med 

VOLA er Principal Partner hos Utzon Center VOLA logo