Din hverdag er fyldt med arkitektur. Uanset om du er barn eller voksen.
Arkitekturen beskytter dig mod vind og vejr. Den giver dig rum at sove i, sale at danse i, vinduer at kigge ud ad og parker at lege i.
Med andre ord: Arkitekturen påvirker dig. Hver eneste dag. På utallige måder. Men det går også den anden vej – du kan også påvirke arkitekturen.
Ny bog inviterer børn og deres voksne ind i ARKITEKTENS VERDEN.
Her præsenterer nogle af Danmarks førende tegnestuer deres bud på, hvordan børn og voksne kan påvirke arkitekturen. Og giver børn fra 10 år mulighed for at udforske arkitektur med hænder og hoved.
Bogen er redigeret af Malene Abildgaard, der er arkitekt, forfatter og udviklings- og formidlingsdirektør på Utzon Center i Aalborg.
- Arkitektur er adfærdsstyrende. De fysiske rammer påvirker os mere, end vi tror. Hvis vi alle bliver mere bevidste om arkitektur, så kan vi tage bedre beslutninger om, hvad der fungerer eller ikke fungerer, når arkitekturen skal udformes. Vi er så heldige at bo i et land, hvor vi kan blande os i arkitekturen. Men vi må klædes på til at håndtere det. Derfor er det vigtigt at give børn et sprog for arkitektur. Og det gør vi med leg og eksperimenter, ved at prøve ting af – og ved at bygge, tegne og lære med hænder og hoved.
Malene Abildgaard, udviklings- og formidlingsdirektør.
I ARKITEKTENS VERDEN møder du 14 danske tegnestuer, som Utzon Center har arbejdet sammen med de seneste år. Og som brænder for at dele deres viden i en bog, der er målrettet børn.
De viser børn, hvad det vil sige at arbejde som arkitekt. Med inspirerende fotos og lærerige hands on-opgaver, som tager udgangspunkt i den måde, tegnestuerne selv arbejder med arkitekturen.
- God arkitektur fortæller historier og sætter gang i dine følelser. God arkitektur er rum, der giver dig lyst til at lege og udforske og på samme tid føles rare og trygge.
Uddrag fra tekst af tegnestuen Dorte Mandrup.
Følgende tegnestuer har bidraget til bogen: CEBRA architecture, Tegnestuen Vandkunsten, Praksis, Dorte Mandrup, ADEPT, Henning Larsen, C.F. Møller Architects, Tredje Natur, LABLAND, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Gehl, Friis & Moltke, AART og SLA.
Kom til boglancering på Utzon Center i Aalborg den 16. november kl. 15.30 og på Louisiana i Humlebæk den 7. december.
De enkelte tegnestuer har bidraget med fotos, illustrationer og tekst, som efterfølgende er redigeret af Malene Abildgaard. Omslag og grafisk tilrettelæggelse af Fie Sahl Kreutzfeldt.
ARKITEKTENS VERDEN er udgivet af ABC Forlag i samarbejde med Utzon Center. Bogen er støttet af Dreyers Fond.
Udvalgte opgaveark fra bogen
Samlet pressemateriale om Arkitektens verden
Malene Abildgaard
Udviklings- og formidlingsdirektør
Utzon Center
maab@utzoncenter.dk