Flemming Rafn - Tredje Natur

Flemming Rafn er fra Tredje Natur. Det er en tegnestue, som han stiftede i 2021 med Ole Schrøder. I 2021 vandt de Danish Design Award for transformationen af Enghaveparken i København. For Tredje Natur kan det der med mødet mellem landskab, by og arkitektur.

Hvad er en arkitekt?

En arkitekt er jo… Da jeg var barn og helt ung, og godt kunne lide at tegne, skulle jeg ihvertfald aldrig være arkitekt. Jeg tænkte, at det nok var noget med en lineal, hvor man skulle sidde og lave en masse lige streger. Så det skulle jeg aldrig være. 

Der er selvfølgelige en del discipliner inden for arkitekturen, som handler om at lave nogle tegninger, når man for eksempel bygger et rådhus eller anlægger en plads, hvor der skal være en masse præcise tegninger og også lige og rette streger. Men arkitekturen starter et helt andet sted. Det starter der, hvor man kan se, at man kan lave en forandring til det bedre.

Dengang, hvor vi var hulemænd, gik man jo ind i en grotte, og så skulle man måske skulle stille et hegn op foran grotten, så alskens farlige dyr ikke kom ind. Hvis man fremskriver det til i dag, så handler arkitektur - og det som arkitekter laver - jo om at forbedre de fysiske rammer for, hvordan vi lever som primater i vores boliger. Hvordan vi går på arbejde i bygninger, hvordan vi færdes i byerne, hvad vi kan få af oplevelser, og hvad for en livskvalitet, vi kan få. 

Så arkitektur er på mange måder nærmest alt det, der omgiver os og bestemmer, hvordan vi får lov til at leve. 

Hvad er de vigtigste kreative redskaber for dig?
Der er mange ting. Man tegner selvfølgelig meget som arkitekt, det er klart. Jeg er selv uddannet klassisk arkitekt, og jeg startede med at være meget eksperimenterende. Jeg har brugt lang tid på alle mulige klassiske redskaber men også digitale redskaber og tekniske tegneprogrmmer som 3D og cad-programmer. 

Og så frem til i dag, hvor jeg egentlig tegner meget med hovedet og i mine tanker. Hvor jeg læser meget om arkitektur og historie og andre ting, som er med til at forme den arkitektur, de former og de funktioner, jeg synes er interessante at blande. Det kan for eksempel være, når vi laver byplanlægning, så handler det meget om at blande funktioner. 

Så lige nu er mit mest foretrukne tegneredskab en særlig og helt specifik sort pen og et stykke manifold, som er det billigste, tyndeste, gennemsigtige papir, man kan få. De to ting er faktisk mine primære tegneredskaber, og det hænger selvfølgelig sammen med at nu, hvor jeg driver en butik, og vi har en masse ansatte, der sidder og laver de mere præcise og tidskrævende tegninger, så kommer jeg og bruger min tykke pen henover deres tegninger. Eller hvis jeg skal lave nogle tidlige koncepter, så ruller jeg manifolden ud. Sådan helt klassisk. Så doodler jeg ting op ultra hurtigt. Og jeg har det rigtig sjovt med at lave mange serier og udviklninger af tegninger, så jeg har noget, jeg kan spille ind til fra starten af en ny opgave sammen med samarbejdspartnere og de gode folk, som sidder på vores tegnestue. 

De er det sprog eller den skrift, der hænger sammen med de mursten, beton, trækonstruktion, landskab eller andre ting, der skal laves i virkeligheden.

Flemming Rafn om skitser og streger

Modeller eller tegning?
Det er umuligt at svare på, for de to ting hænger sammen. Hvis jeg nu skulle lave en analogi til et filmmanuskript, så er du ofte tvunget til at sidde og skrive en masse bogstaver i manuskriptet. Resultatet er, at du får en hurtig ramme for, hvordan billeder og scener skal sættes op. Og på samme måde, når du sidder og tegner. Både de tykke streger - som jeg lige talte om - men også de mere præcise streger. De er det sprog eller den skrift, der hænger sammen med de mursten, beton, trækonstruktion, landskab eller andre ting, der skal laves i virkeligheden.

Der er modellen så et fantastisk medium til at fortælle om en oplevelse, så både bygherre og lægfolk, der ellers kan have meget svært ved at læse tegninger, kan forstå det. Når de  ser modellen, så forstår de det helt intuitivt og ikke intellektuelt, som man ellers ofte er nødt til igennem en tegning.

Så jeg kan faktisk ikke vælge. De er to sider af den samme mønt. 

Hvad er det sjoveste ved at være arkitekt?

Der er flere ting, som jeg virkelig holder af ved at være arkitekt. Det begynder i de tidlige faser af projekterne. Ikke nødvendigvis med de store linjer, som man lidt populært siger, men der hvor tingene er helt åbne. Fuldstændigt åbne. Hvo har et sted, hvor du skal tegne et eller andet, og selvfølgelig er der en masse bindinger med alle mulige lovkrav og ønsker fra bygherren, kommercielle interesser og nabointeresser og så videre. Men det at gå ind, og prøve at se den her grund fra alle de her forskellige menneskers perspektiv og se, om man kan vride et eller andet ud af det derinde, som skaber en lyst til at se et projekt ske. Hvad er det for en omstilling, man kan skabe igennem det her projekt? Hvad er det for en positivistisk vision for fremtiden, man kan vride frem her? Det holder jeg utroligt meget af. Og det glæder mig at gå rundt omkring bordet, og sætte mig ind i alle de her forskellige menneskers ønsker, og så på en eller anden måde lave en arkitektonisk overbygning på det. Den der plasticitet, den oplever man faktisk hele vejen igennem. Hvor du skal sætte vinduerne i huset, detaljere træspærene på den her bygning, komponere et eller andet landskab af forskellige træer, udvikle en teknisk løsning til, hvordan regnvandet kan komme væk fra huset eller opsamle det og bruge det til rekreative formål. Så det plastiske, det synes jeg absolut er det aller sjoveste. Hvor du virkelig sætter ting sammen, og forsøger at skabe max værdi for alle.

Samtidig er der også de her processer, der kan vare år eller årtier, hvor vi får noget realiseret. Det kan være et projekt som Enghavepark i københavn, som jeg har brugt næste syv år på  at udvikle, tegne og få bygget. Værket er realiseret, og du kan se folk gå rundt og leve og ånde og bruge det her projekt, som du har siddet og forestillet dig, og se de mange ting, som er lykkedes og se folk, der udfolder deres liv i dialog med arkitekturen, som de fortolker og absorberer og vidertænker, når du selv har sluppet den - det er en fantastisk rig oplevelse. 

Værket er realiseret, og du kan se folk gå rundt og leve og ånde og bruge det her projekt, som du har siddet og forestillet dig

Flemming Rafn

Hvad er den bedste arkitektur, som du nogensinde har set?

Der er rigtig meget. Men jeg tror, at jeg vil tage et værk, som mange arkitekter kender. Det er et museum, der ligger på en japansk ø. Det er et meget specielt sted og et værk, som egentlig er meget enkelt med en lidt svungen, hvid betonskal, hvor der er nogle amorfe huller. Det er lavet af en arkitekt, der hedder Ryue Nishizawa. Det er et kunstmuseum, hvor man går gennem et landskab, som er utroligt smukt med rismarker, og hvor der er den her helt særlige duft og stemning af at være en kulturlandskabs-oase ude i havet. Og så ligger museet efter en gåtur rundt om nogle klynger af træer og et landskab, hvor man kommer til en hvid skal, og går ind gennem et hul, der er stort, men ikke ligner en dør. 

Jeg har set projektet mange gange. Det er nok et af de mest publicerede værker på arkitektur-blogs og i tidsskifter. Det er et kunstværk inde i selve skallen, som nok er noget af det mest surreelle, jeg har oplevet. Der er nogle meget små, keramiske skaller på størrelse med en fem-krone, som ligger på det gigantiske og helt plane betongulv. Så man er inde i den her hvide, lyse betonskal, og man går på et betongulv i strømpesokker eller tøfler. Og så ligger der vand på overfladen, der bliver flyttet rundt på, når vinden går gennem det store lokale. Og der er noget ved det her vand, som bare trigger dig. For du forstår ikke, hvorfor det ikke bliver suget ned i betonen. Vandet perler simpelthen som kviksølv på overfladerne, og kommer ud af de små keramiske skaller. Det, man så læser sig til bagefter, er, at selve gulvet er behandlet med en nano-coating, som gør, at vandet trillet over gulvet. Som for eksempel kviksølv triller på en bordplade. Det er en oplevelse af de små vindstrømmer, der faktisk flytter vandet rundt, og der er meget små og nærmest umærkelige ændringer i betongulvet, som gør, at vandet flyder lidt ned fra de små højdepunkter til de små lavpunkter. Og så blæser vinden dem op igen. 

Så man sidder derinde i en japansk urskov i en let brise. Og i det her altid skønne klima, som der er i Japan om sommeren. Og man sidder og ser på det her kviksølvs-lignende vand. Og man falder fuldstændig ind i sig selv, og man har næsten oplevelsen af at være et sted, hvor tiden går baglæns. Arkitekturen, kunsten og naturen er med til at skabe en dialog med hinanden i et slags samlet værk, hvor man vitterligt føler, at tiden går meget hurtigt eller at tyngdekraften er ophævet. Det spiller på de her ting med meget enkle og små, ekstremt elegante elementer. Grunden til, at jeg nævner det, er, at vi lever i en billedverden, hvor jeg og mange andre har set billeder af skønne og enormt - det vi sådan lidt nedladende kalder instagrammable - værker i arkitekturen, så havde jeg den oplevelse med værket, hvordan ekstremt high-end stykke arkitektur, kunst og landskab smelter sammen i en intens erindring. Det tænker jeg på mange måder, er det helt sublime, som arkitekturen kan. 

Nu tog jeg et eksempel fra det sublime og high-end. Men på mange måder er den her sammensmeltning mellem natur, kultur og traditioner, og at skabe positive forestillinger for, hvordan vi kan leve i fremtiden, et slags kernefelt, som driver mig og Tredje Natur i det daglige. Vi forsøger at skabe positive visioner for, hvordan vi kommer gennem en klimakrise, og hvordan vi kan gøre noget ved vores fysiske rammer, som i det daglige har en vækkelse, sanselighed og reflektion, som bare skaber en almen skønhed i vores hverdagsliv.

Jeg ser arkitektur som et kunstnerisk, teknisk, pragmatisk og funktionelt fag. Derfor arbejder jeg mere selv med begrebet 'mavefornemmelse'.

Flemming Rafn om kreativitet

Hvad er kreativitet for dig som arkitekt?

Kreativitet er sådan et ord, jeg har det lidt svært ved. Folk elsker at sige, sådan lidt nedladende, om arkitekter, at det er nogle kreative typer, som elsker at arbejde. Og der også mange, som  spekulerer i, at  arkitekter bare elsker at tegne, og derfor skal de nærmest ikke have noget i løn. Så jeg har det lidt svært ved kreativitet. Jeg ser arkitektur som et kunstnerisk, teknisk, pragmatisk og funktionelt fag. Derfor arbejder jeg mere selv med begrebet 'mavefornemmelse'. Det her instinkt. Og instinktet, og netop ens mavefornemmelse, er funderet i en hel masse ting, som man ved fra al mulig viden, som man bruger løs af. Man ser verden gennem en særlig optik, som man hele tiden skærper som arkitekt, så man kan vride noget arkitktur ud af det. Eller finde løsninger og få noget overraskende ud af det. Statements. Så hvis det er det, der er kreativitet, så er det for mig netop den her optik, hvor man puster liv ind gennem nogle særlige rammer, og så på en eller anden måde får svaret verden igen med et positivistisk og tankevækkende stykke arkitektur. Det er det kreative i det. Det er simpelthen, at tage alle de bindinger og al den viden, man har, og alle de erindringer, man har med sig, siden man var barn, og prøve at værne om det bløde eller åbne sted, hvor man stadig kan møde verden på ny, og stadig se noget nyt ske. Det er det kreative, det kunsteriske og den mavefornemmelse, som man arbejder med. Instinktet, så at sige. Det kommer et eller andet sted ud af en mærkelig suppe af alle mulige, mærkelige ting. Det er den erfaring, man opbygger som arkitekt. Bagefter prøver man så i processen at skyde det ned på en rationel, funktionel og økonomisk vis. Og hvis det stadig står efter alle de ting, som man har udsat den her kreative gnist for, så ved man, at man har et stykke arkitektur, man kan være stolt af.    

Publiceret 26-12-2021