De har lavet Aalborgs Vestre Fjordpark. Et museum i Berlin, byudvikling i Stockholm og meget andet. Mød en af grundlæggerne af ADEPT, hvor man sætter mennesker og natur i fokus.
Der er to vigtige områder, hvor Jørn Utzon og Adept minder om hinanden.
Jørn Utzon brugte naturen meget. Og han lod sig inspirere af den, som det er tydeligt i meget af hans arbejde. Der er for eksempel bølgende skyer i Bagsværd Kirke. Han arbejdede med gårdhaver, hvor han trak naturen ind i bygningen. Og så er der jo det med muslingeskallerne og Operahuset i Sydney.
Han var også en arkitekt, der designede for de mennesker, som skulle bruge bygningen hver dag. Han satte mennesket i centrum.
Og netop mennesker og natur er to af de ting, der står helt centralt i ADEPT arbejde.
Se for eksempel på Vestre Fjord Park, der nærmest er halv bygning og halvt landskab. Her er ægte natur med vand, fugle, strand, mark og eng. Og det væver sig ind i alle de områder og bygninger med aktiviteter, som de besøgende kan bruge løs af.
Når ADEPT begynder et projekt, så kigger de først og fremmest på selve området, og hvordan bygningen skal passe ind i miljøet omkring den. De er ikke ude på at skabe monumenter og paladser over bygherrer og arkitektens kreativitet.
-Vi designer i øjenhøjde, siger Martin Laursen, der er medstifter af ADEPT, og som du kan møde til Utzon Talk.
Sammen med gymnasievennerne Anders Lonka og Martin Krogh, der fortsatte sammen på arkitektskole, grundlagde de tegnestuen i 2006. I dag er den vokset til cirka 30 medarbejdere.
Og ADEPT har et væld af interessante projekter bag sig. Udover Vestre Fjordpark er det et utal af bolig flere steder i Danmark, der er det islandske kunstakademi i Reykjavik og Cortex Park i Odense.
Nogle af de andre større projekter, som ADEPT arbejder med i øjeblikket, er Stadtmuseum i Berlin, udvikling af bydelen Norra Djurgaardsstaden i Stockholm og den nye arkitektskole New Aarch i Aarhus.
Her kan du se fotos og læse mere om alle tegnestuens projekter.
ADEPT fokuserer på beboeren eller brugeren, den lokale kontekst og samspillet mellem dem. Det er langt vigtigere end æstetik, mener man hos ADEPT.
Det kan du høre Martin Laursen fortælle mere om til Utzon Talk. Her vil han også uddybe det, som tegnestuen selv kalder for 'anti-ikoniske byer og bygninger'.
Du kan også møde ADEPT på vores udstilling Rumtosset, hvor de har lavet installationen Legelandskabet. Tjek det ud. Og se, om du kan finde ligheder mellem det og Vestre Fjord Park.
Studerende fra AAU A&D + UCN Byg kan købe billet til 0 kr. ved fremvisning af gyldigt studiekort.
Medlemmer af Klub Kunsten + Utzon er inviteret til klubaften, hvor direktør Lasse Andersson bagefter er vært for et glas vin eller en vand.
Lys, røg, bier, fed teknologi, skalalandskab og klatretårn. Et arkitektonisk eksperimentarium, hvor børn kan bruge alle sanser, fantasi og forstand. Udforsk de små laboratorier og værksteder i udstillingen, hvor du selv kan bygge og lave eksperimenter.