Vi bruger cookies på utzoncenter.dk

Inden du fortsætter, vil vi lige fortælle, at vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Sprog

Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893
 

Presse

Utzon Center og Skagerak flytter i kollektiv

25. sep 2020, 09:32

Så er der bofællesskab. Det er første gang i Danmark, at en virksomhed og kulturinstitution på den måde rykker sammen i et kollektiv. 'Vi skal lære af hinanden'. 

I 2020 blev vi alle tvunget til at tænke nyt. Vi har ændret vores vaner. Gamle rutiner fungerer ikke.

 

Derfor går Skagerak og Utzon Center sammen i et nyt fællesskab, der forandrer forholdet mellem kulturinstitution og virksomhed. De flytter i kollektiv. 

 

Fra 1. januar 2021 rykker Skagerak ind hos Utzon Center i Aalborg, hvor en af Danmarks mest nytænkende og bæredygtige designvirksomheder fremover får hovedkvarter. 

 

De seneste år er Utzon Center blevet en af Nordeuropas mest markante udstillingssteder og formidlere af arkitektur. Utzon Center er den sidste bygning, som den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon gjorde færdig før sin død i 2008. 

 

 

"Både i kulturbranchen og fra politisk side bliver der talt meget om samarbejde mellem erhvervslivet og kulturen. Jeg tror, at vi skal tale mindre og handle mere. Derfor rykker vi sammen.

Lasse Andersson, direktør,
Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center

 

 

Målet med det nye fællesskab er blandt andet at lære af hinanden. 

'Vi kan lære noget af den måde, som Utzon Center driver en bæredygtig kulturinstitution på. De har formået at skabet meget ud af lidt. At få stor rækkevidde. Og det er rigtigt spændende. Jeg har blandt andet lagt mærke til, hvordan de som kulturinstitution arbejder sammen med partnere og indgår i tætte partnerskaber. Det er enormt spændende for mig og vidner om en nytænkende organisation. Jeg glæder mig til at være sammen med nogen, der på samme tid er ligesindede og vidt forskellige', siger Jesper Panduro, der er medejer og direktør i Skagerak. 

"Det er virkelig en spændende og interessant udvikling for Utzon Center som kulturvirksomhed og som arbejdsplads. Vi har arbejdet sammen med Skagerak siden 2018, så vi kender allerede hinanden godt. Vi har et stærkt værdifælleskab. Det kan du også mærke hele vejen fra ledelse til ansatte. At vi begge steder ønsker at være noget for verden, vores publikum og vores kunder. Nu tager vi så næste skridt og søger det daglige fællesskab. Og her er det tydeligt at mærke optimismen og gejsten hos alle ansatte, når vi taler om Skagerak og de mange nye og dygtige ’kolleger’, som vi skal dele arbejdslivet på Utzon Center med', siger Lasse Andersson, der er direktør for Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art. 

 

Foto: Lars Horn/Baghuset

 

Find inspiration nye steder

Hos både Skagerak og Utzon Center mener man, at erhvervsliv og kultur i højere grad skal løfte blikket og lære af hinandens verdener. Vi skal finde inspiration nye steder for at udvikle og forny vores virksomheder og kulturinstitutioner. Og for at nå frem til det ekstraordinære.

 

Lyder det voldsomt? Måske.

 

Men Jørn Utzon, der er berømt for Operahuset i Sydney, som er det 21. århundredes svar på de egyptiske pyramider, sagde, at ’jeg har det bedst med at arbejde på grænsen af det mulige’.

 

Derfor giver det god mening at starte med et nytænkende kollektiv, der rykker ved forestillingen om, hvad en virksomhed og en kulturorganisation er for størrelser.

 

 

'Jeg elsker tanken om kollektivet'

 

For gode ideer og tanker opstår, når man dagligt går sammen. Og der er masser af potentiale i at udnytte hinandens kompetencer. 

'Hvis man bare sætter forretningen forrest, så lykkes det ikke. For at skabe det ekstraordinære, så kræver det, at man kommer ind til nogen som på Utzon Center, hvor man er i to forskellige verdener, og lader sig inspirere af hinanden. Samarbejder er nødvendige for at udvikle sig. Der skal være to parter, der løfter hinanden op. Det er til fælles gavn. Hos os plejer vi at sige, at vi gerne vil give mere, end vi tager', siger Jesper Panduro.

"Jeg elsker tanken om kollektivet og om kollektivisme. Og jeg tror helt generelt, at det er en udvikling, der i den grad kommer fart på i de kommende år. Skagerak og Utzon Center har et fællesskab omkring design og arkitektur, og det at give tilbage til andre. Her skal vi inspirere hinanden til at komme endnu længere. Skagerak har et fantastisk blik for både at give tilbage til samfundet omkring os og tænke bæredygtig og tillige skabe en forretning. Her kan Utzon Center lære meget. Omvendt er Utzon Center en kulturvirksomhed, der hele tiden søger mod det sublime og det populære. Vi skal være i øjenhøjde med vores publikum og se nye forretningsmuligheder, og her kan Skagerak få inspiration fra os', siger Lasse Andersson. 

 

Foto: Rasmus Hjortshøj/Coast Studio

 

Mere fællesskab i fremtiden

Bæredygtighed bliver også en af de vigtigste søjler i kollektivet. Som samfund går vi en fremtid i møde, hvor vi alle skal rykke tættere sammen. Vi skal blive bedre til at udnytte ressourcer og plads. Vi skal få mere ud af hinanden i fællesskaber. 

 

'For mig trækker det sporene helt tilbage til, hvordan vi driver forretning. Du har et ansvar over for planeten og for samfundet. Så hvis du anskuer livet på den måde, så handler det om at skabe noget varigt og solidt, der tager hensyn til andre. Det er også sådan, at man gør på Utzon Center. Man vil bidrage positivt', siger Jesper Panduro. 

 

"Bæredygtighed er ikke en luksus – det er en nødvendighed og et vilkår og en forpligtigelse for os alle i verden nu og i fremtiden. Lige nu har Utzon Center den mest bæredygtige udstilling, vi nogensinde har lavet, hvor vi sammen med Tegnestuen Vandkunsten peger ind i fremtiden. Men Skagerak har formuleret en vision om Co2-neutralitet i 2030, og det skal vi lære af og hægte os på i de kommende år. Det er jo imponerende og bør være en inspiration for alle, hvad Jesper og hans team har nået de seneste år på det område', siger Lasse Andersson. 

 

 

"Samarbejder er nødvendige for at udvikle sig. Der skal være to parter, der løfter hinanden op. Det er til fælles gavn. 

Jesper Panduro, medejer og direktør, Skagerak

 

 

Der skal nørdes

Så hvad er det helt konkret, at en forretningsmand håber at kunne lære af kulturinstitution?

 

'Jeg er fascineret af dedikationen og nørderiet. Der er en sandhed i, at en kulturinstitution ikke er bedre end sin sidste udstilling. Man er altid på. Og det kan vi lære noget af. Forskellen mellem os og Utzon Center er, at vi laver noget, der skal vare i mange år. Men på Utzon Center, når udstillingen er pillet ned, så er den væk, og lever kun videre i minderne', siger Jesper Panduro. 

 

Og hvad håber Lasse Andersson så, at en kulturinstitution kan lære af en virksomhed?

 

"Både i kulturbranchen og fra politisk side bliver der talt meget om samarbejde mellem erhvervs- og kulturliv. Jeg tror, vi skal tale mindre og handle mere. Derfor rykker vi sammen. Og særligt skal vi se forbi den barriere, som nogle oplever mellem kultur og erhverv, og erkende, at vi på mange måder arbejder kommercielt i mange dele af kulturbranchen. Ved at gå tæt sammen med dygtige partnere kan vi komme meget længere og styrke hinanden. I sidste ende giver det forhåbentlig Utzon Center endnu bedre vilkår for at give vores publikum stærkere oplevelser, nye indsigter og nye fællesskaber. Vi har tætte partnerskaber med Kunsten og Louisiana og nu også med Skagerak. Målet er det samme. At vi bliver endnu bedre til det, vi gør, til glæde for mange flere', siger Lasse Andersson.  

 

 

 


 

 

 

Lasse Andersson

Direktør
Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center
Telefon: +45 3199 1600
Mail: laa@utzoncenter.dk
 
Kim Rathcke Jensen
Kommunikationschef
Telefon: +45 2069 2320 
Mail: kim@utzoncenter.dk

 

 

 

 

 

Jesper Panduro

Direktør og medejer
Skagerak
Telefon: +45 2535 5336
Mail: jpa@skagerak.dk
 
Anne Louise Rom
Social and Content Coordinator
Telefon: +45 2941 6750 
Mail: alr@skagerak.dk