Secondary navigation

Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893

 

Fakturaer sendes til faktura@utzonfaktura.dk

Presse

Ny udstilling: Mød fremtidens arkitekter og designere

22. jun 2022, 13:33

Kom med ind i værkstedet. Mød en ny generation af unge arkitekter og designere. Dyk ned i deres projekter og få et kig ind i fremtiden.

Dørhåndtag, transformerede byrum og akustiske vægge lavet af robotter.

 

Utzon Center åbner udstillingen VÆRKSTEDET den 5. juli. Her kan du opleve unge talenter fra Aalborg Universitet, der står midt i processen med at bygge og designe en bedre fremtid.

 

- VÆRKSTEDET er en anderledes udstilling. Her er ingen etablerede navne fra arkitektur- og designverdenen. I stedet kan man opleve næste generation af arkitekter og designere. Det er unge, uprøvede, energiske mennesker fra Aalborg Universitet, der giver deres bud på fremtidens arkitektur og design. De kommer med dugfriske ideer, der ikke er farvede af vanetænkning, siger Line Nørskov Eriksen, der er udstillingsdirektør på Utzon Center. 

 

En atypisk udstilling

Utzon Center formidler arkitektur og design, men som noget helt særligt er huset også født med værksteder. Her sidder studerende fra Aalborg Universitet og arbejder med arkitektur og design.

 

For da Utzon Center stod færdigt i 2008, lagde Jørn Utzon nemlig vægt på, at hans sidste værk ikke skulle være et mausoleum for ham. Det skulle være et sted med aktuelle udstillinger om arkitektur og design. Og et centrum for eksperimenter med tidens materialer og fremtidens udtryksformer.
 

Derfor sidder studerende fra Aalborg Universitet og arbejder med arkitektur og design i værkstederne.

Og det er deres arbejder, som du nu kan møde i udstillingen. Hele sommeren har vi ryddet vores værksted til en udstilling, hvor du kan opleve projekter, som forskere og studerende har arbejdet på i løbet af året.

Sektionsleder for Arkitektur og Urban Design, lektor og Ph.d. Lea Holst Laursen siger om udstillingen:

 

- De udvalgte projekter viser spændvidden og aktualiteten i de studerendes arbejder. For eksempel de stedbundne landskabs- og arkitekturprojekter, der taler ind i den aktuelle debat om yderområdernes potentialer. Og innovative metodiske undersøgelser af materialer og form, der afsøger nye teknologier og måder at bygge på. Dermed giver udstillingen et indblik i den mangfoldighed af projekter og temaer, som de studerende arbejder med. Men mest af alt, så håber vi, at de besøgende får inspiration og ideer til, hvordan vores huse, byer og landskaber kan og skal se ud i fremtiden, siger Lea Holst Laursen.

 

Helt i Utzons ånd

I udstillingen kommer du til at opleve projekter af studerende, der har specialiseret sig i forskellige retninger som urban design, arkitektur og industrielt design.

 

Fælles for alle projekter er, at de arbejder med en tværfaglighed, der skaber meningsfyldt forandring i verden. For eksempel finder du re-designede dørhåndtag, der udforsker æstetik og bæredygtighed. Og en akustisk væg konstrueret ved hjælp af en robotarm.

 

- Det særlige ved de her studerende og forskere er, at de tænker i sammenhænge – ikke forskelle – mellem teknik, funktion og æstetik. Det er helt i Jørn Utzons ånd, der netop var optaget af at forene det ultratekniske, geometriske og rationelle med det poetiske, naturskønne og humane. Så det er helt oplagt, at vi slår dørene op og lukker folk ind i de studerendes værksted, siger udstillingsdirektør Line Nørskov Eriksen.
 

Læs mere på: utzoncenter.dk/VÆRKSTEDET
Pressefotos: VÆRKSTEDET

 

Kontaktinfo

Line Nørskov Eriksen

Udstillingsdirektør
+45 2520 0388
lne@utzoncenter.dk

 

Julie Roland Jensen

Kommunikationsmedarbejder

+45 22 23 79 14

julie@utzoncenter.dk

 

Om Utzon Center

Vi hjælper dig til at forstå en verden af arkitektur. Utzon Center er et oplevelseshus for arkitektur og design, hvor vi leger arkitekturen ind i alle aldre – fra børn til voksne. Vi viser, hvordan arkitektur hænger sammen med vores hverdag og måden, vi lever på. Vi formidler arkitektur i form af udstillinger, events, foredrag, konferencer og workshops for hele familien.

Utzon Center ligger i Aalborg, der er Jørn Utzons hjemby. Det ligger på havnen, hvor Jørn gik ture som barn, og fik inspiration, som han senere brugte i byggeriet af Operahuset i Sydney, der er et af det 21. århundredes største bygningsværker. Utzon Center er den sidste bygning, som Jørn Utzon skabte før sin død i 2008. 

Støttet af

I samarbejde med