Det kan blive en af de største arkitekturpriser i verden. Og uddelingen? Den kommer til at foregå på Utzon Center.
- Jeg er utroligt stolt over, at det er Utzon Center, som prisen skal uddeles på. Det viser også, at Utzon Center er blevet et omdrejningspunkt for arkitektur i Danmark og Europa, siger Lasse Andersson, der er kreativ direktør på Utzon Center.
- Og så understreger det den naturlige, gode relation, der altid har været mellem Obel-familien og Utzon Center, siden huset blev til, siger Lasse Andersson.
Det er Henrik Frode Obel Foundation, der står bag den nye pris, der har fået navnet Obel Award, og som uddeles tirsdag 22. oktober på Utzon Center.
Det er en pris, som fonden ønsker skal blande sig med de helt store arkitekturpriser i verden.
Og det er da også en enorm sum, som vinderen får. Nemlig 100.000 euro (cirka 750.000 kr). Til sammenligning er Pritzker-prisen, der blev uddelt første gang i 1979, på 100.000 dollars (cirka 680.000 kr).
- Den kommer til at konkurrere med de helt store priser i verden, som den amerikanske Pritzker-pris, japanske Praemium Imperiale og Mies van der Rohe-prisen her fra Europa, siger Lasse Andersson.
Utzon Center ligger på havnen i Aalborg og langs den vej, som Jørn Utzon gik som barn, når han skulle hen til Aalborg Skibsværft. Her arbejdede faren, Aage Utzon, som skibsingenør. Og det var her ved havet og værftet, at fundamentet for hans arbejde som arkitekt blev lagt.
Derfor er Utzon Center den perfekte ramme for så stor en international arkitektpris som Obel Award, mener Lasse Andersson:
- Jørn Utzon repræsenterede det ypperste i arkitekturen gennem det 20. århundrede. Og han havde en sensibilitet over for den verden og de mennesker, som han skabte arkitekturen for. Som han udtrykte det, så arbejdede han ’på grænsen af det mulige’. Og jeg kan se, at det er det samme ønske, som Obel-prisen har. At hylde den absolut bedste arkitektur og landskabsarkitektur, der rummer en sensibilitet over for verden med et humanistisk afsæt.
Mere om prisen: obelaward.org
Mere om Utzon Center: utzoncenter.dk/omutzon
For yderligere information:
Lasse Andersson, Kreativ direktør, Utzon Center, +45 31 99 16 00 , laa@utzoncenter.dk
Kim Rathcke Jensen, Kommunikationsansvarlig, Utzon Center, +45 2069 2320, kim@utzoncenter.dk