Sprog

Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893
 

Utzon on the Road Talkshow 04: Tilfældig arkitektur er det smukkeste

Der er ikke brug for flere nye huse og byggerier. Slet ikke. Derimod er der brug for, at vi ombygger vores gamle huse.

 

- Det er meget mere bæredygtigt, siger Søren Nielsen. 

 

Han mener, at vi i Danmark burde være meget bedre til at lade gamle bygninger stå og fokusere på at renovere og transformere. Det er en del af løsningen for fremtidens arkitektur. 

 

- Vi river alt for meget ned. Det burde være meget sværere at få lov til at rive ned. Bygningens materialer udgør i virkeligheden den største klimabelastning overhovedet. Så hvis man bevarer en bygning, så har man sikret ressourcerne, siger Søren Nielsen.

 

Og ikke nok med det. Det er også meget smukkere og giver en helt anden æstetik end den moderne McDonalds-arkitektur, som Søren Nielsen kalder det. 

 

Utzon on the Road 04 Søren Nielsen Vandkunsten

 

Søren Nielsen er arkitekt og partner i Tegnestuen Vandkunsten. Det er en anderledes tegnestue, der blev grundlagt i 1970, og som i årtier er gået mere efter fællesskab og bæredygtighed end prestige og berømmelse. 

 

I 2020 fejrede tegnestuen det runde 50 års jubilæum med udstillingen Bo Bedre med Vandkunsten på Utzon Center. 

 

Søren kom til Vandkunsten første gang i 1990, og har været partner siden 2008. I dag står Søren Nielsen for det meste af tegnestuens udviklingsarbejde med teknologi og bæredygtighed. 

 

Og så er han en mand, der har meninger om arkitekur. For eksempel at dansk boligbyggeri har forvandlet sig til arkitekturens McDonald’s, som han skrev i et debatindlæg i Politiken.

 

Utzon on the Road 04 Søren Nielsen Vandkunsten (fuld længde)

 

Vi har taget Søren med på jagten efter god arkitektur, og sat ham i passagersædet i vores rullende talkshow, Utzon on the Road. Vi kører ud og ser på fire af Vandkunstens projekter.

 

Det er Lasse Andersson, arkitekt og direktør for Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art, som sidder bag rattet i den el-drevne Jaguar (Jørn Utzons egen Mark X fra 1962 kørte i den grad på benzin).

 

Du kan se en kort version af samtalen mellem Søren og Lasse øverst og så den fulde version. Teksten er et redigeret uddrag af samtalen. 

 

1. Konstabelskolen

 

 

Lasse Andersson (LA): Er du klar på jagten efter god arkitektur?

 

Søren Nielsen (SN): Ja! Det er jo det, vi skal.

 

LA: Nu triller vi op til Konstabelskolen.

 

SN:  Det var en bygning, som var fuldstændig i ruiner. Den var blevet overtaget af hjemløse og party-ravers. Den stod og lignede noget, der skulle rives ned. Men det ville kommunen ikke være med til, for den var også halv-bevaringsværdig.

 

 

SN: Det der med, at den både var ruin, men også skulle bevares, blev afsæt for en lidt frisk transformation. Vi har ladet nogle ting stå fra dens historie, som man egentlig ikke ville synes var pænt. Her opstår formerne af sig selv. Det bliver tilfældigt, og derfor bliver det interessant. Og det er noget, som vi på tegnestuen altid er gået på jagt efter. Det her med det tilfældige. Det du ikke kan designe. Det er det allersmukkeste. Det fineste af det fine er det, som arkitekten ikke selv kan tænke, men som han kan se.

 

LA: Når vi snakker bæredygtighed, har det nogen betydning, at man bygger videre på noget?

 

SN: Bygnigens materialer udgør i virkeligheden den største klimabelastning overhovedet. Så hvis man bevarer en bygning, så har man sikret ressourcerne.

 

LA: Er vi gode nok til det i Danmark?

 

SN: Nej, nej, vi river alt for meget ned. Det burde være meget sværere at få lov til at rive noget ned.

 

2. Torpedohallerne

 

 

LA: Nu holder vi ved Torpedohallen. Det projekt har også nogle år på bagen.

 

SN: Det startede i slutningen af 1990erne. Kurt Thorsen fik ideen til at bevare den her bygning, som ellers var udset til at rives ned. Kommunen havde ikke regnet med, at den skulle bevares, for det var bare en kæmpestor, u-isoleret hal. Men Kurt Thorsen havde den vision, at det kunne blive til fantastiske luksusboliger på 400-500 kvadratmeter for fodboldspillere og popstjerner. Han spurgte så, om vi ville være med til at lave sådan nogle boliger, og jeg var med til at lave det første forslag. Men så udviklede det sig lidt uheldigt, og Kurt Thorsen kom i fængsel. Projektet blev så solgt til nogle andre, som nok så lidt mere realistisk på, hvilke boliger man kunne afsætte i starten af 00erne. Og det blev til en slags rækkehus-boliger indenfor på hver sin side af hallen.

 

 

 

 

SN: Det helt fantastiske ved det byggeri er, at det jo står med snuden ude i vandet, så man kan sejle ind i sin kajak og gå op ad en trappe. Og det andet fantastiske er, at de to nederste etager i den ene ende er et parkeringsareal, som man ikke kan se, og det absorberer simpelthen hele kvarterets parkeringspladser. Så det her byområde er næsten støvsuget for biler.

 

 

 

SN: Det er en bygning med helt usædvanlige boligkvaliteter. Der er mærkelige boliger med højt, buet tag og stålspær, som jerner ind igennem. Det er meget smukke boliger.

 

SN: Når man transformerer fra en funktion til en anden, så får man noget, som man ikke ellers kan planlægge. Man kunne aldrig have bygget en ny bolig med samme kvaliteter. Det vigtigste er at forstå, at arkitektur er et dynamisk projekt. Det er ikke et statisk objekt. Et hus er ikke en bil. Det er en levende organisme, som kan udvikle sig over generationer. Og hvis vi skal bygge bæredygtigt, så skal vi bygge videre på det, vi har, og det vil sige at transformation bliver fremtidens byggeopogaver. Og det bliver kun bedre af det. Det bliver smukkere og mere oplevelsesrigt. Det er derfor, at jeg optimist på arkitekturens vegne. Især den bæredygtige arkitekturs vegne, som vi for klimaets skyld bliver nødt til at opfinde.

 

LA: Så man kan sige, at vi som arkitekter er med til at give svar på nutidens og fremtidens udfordringer. Vi løser ikke problemerne alene, men vi er med til at finde svaret på dem. Kernen af det er, at vi gemmer i vores hjerter, at verden bliver smukkere.

 

SN: Det er jo der, at man når hen, når man har arbejdet med æstetik i 30-40 år, så er det jo ligesom det, der er ens udbytte eller profit, at fornøjelsen består i det, at der opstår nogle rumlige og kompositoriske kvaliteter.

 

LA: Hvis der ikke er nogen modstand i den opgave, man får, hvis der ikke er nogen problemstillinger...

 

SN: ...ja...

 

LA: ... kan man så ikke sige, at så bliver arkitekturen også dårligere?

 

SN: Jo, så bliver den kedelig eller mere hittepåsom. Det har jeg været ude og kritisere ret skarpt, for hvis det er sådan en McDonalds-arkitektur, hvor man laver de samme stablinger af en treværelses bolig med de samme hvide vægge og murstenstapet udenpå - hvad skal man så finde på? Ja, så kan du lige profilere lidt omkring lysningerne. Eller du kan måske lave et smukt trappeværn. Hvis der altså kan blive råd til det, hvad der sjældent kan. Altså... Der må ikke ske noget nyt i den slags byggeri. Det skal bare være business as usal, og det er business for business' skyld.

 

3. Det Blå Hjørne

 

 

LA: Hvad er det næste projekt, som vi kører hen og ser på?

 

SN: Det hedder Det Blå Hjørne, og det er et af Vandkunstens mindste byggerier. Det er nok Danmarks mindste almene boligforening, vil jeg tro.

 

SN: Hvis det havde været en stor bygning, så havde det nok taget overhånd med den farve her. Men det har en poesi, når det er i så lille skala. Det er en lille intim komposition af sækkeskuret tegl i bunden og så de her pandeplader på toppen.

 

LA: Når jeg løber ture oppe ved mit somerhus og finder gamle staldbygninger, så er det jo det der, at jeg finder.

 

SN: Det er udkantens æstetik. Det er de steder, hvor du er langt væk fra centrum og det metropole. Men det er jo igen det her med, hvor du har bedst. Og det er jo der, hvor man lader op. Det er i sit sommerhus eller i naturen. Og kunne vi dog ikke få lov til at trække på nogle flere af de kvaliteter i vores almindelige hverdagliv og boliger. Det er det, vi gerne vil.

 

 

SN: Det Blå Hjørne begår en utrolig masse fejl, når vi taler om at tilpasse sig en kontekst. Den bryder på alt for mange forskellige parametre. Så det er helt forkert, og alligevel så passer det fuldstændigt ind som fod i hose. Sådan føles det. Ud over det, at den også trækker landet ind til byen, så trækker den også baghusene ud til gaden, så den vender vrangen ud på alting på en gang. Hvordan i alverden kan man slippe så godt fra det? Jeg ved det ikke.

 

LA: Haha...

 

SN: Du kunne aldrig forklare det her til en kommunal byplanlægger, som skulle sikre sig...

 

LA: Nej, netop, det var mit næste spørgsmål, passer det her ind i en lokalplan?

 

SN: Nej, nej, nej. Og alligevel passer det totalt godt.

 

4. Tinggården

 

 

LA: Så triller vi ind på Tinggården.

 

SN: Jeg har kendt Tinggården, siden jeg var cirka 10 år, da jeg så det første gang i Politiken. Jeg så Jens Thomas Arnfreds facadetegning, og jeg anede ikke på det tidspunkt, at jeg skulle være arkitekt, og det fandt jeg faktisk føst ud af 13 år senere. Men ikke desto mindre kunne jeg huske den tegning. Fordi jeg syntes, at den var rigtig flot, og den har printet sig ind i underbevidstheden, for det var noget af det, jeg tænkte på, da jeg besluttede mig for at hoppe fra statsvidenskab til arkitektur.

 

 

SN: Tinggården er et forsøg på at realisere en utopi. Eller i hvert at skabe et billede på det, der var en utopi. Nemlig den selvgroede by. Lidt ligesom Det Blå Hjørne har vi en base, som er beklædt med tegl, og igen de her sækkeskurede tegl med bagsiden ud. Byggeriet har fået meget af den patina, som vi jo godt kan lide. Altså at naturen også er flyttet ind i det. Og det hele ligner noget, som er selvbygget, og det er hyggeligt. Det er det væsentligste.

 

LA: Der er meget skalaspring i niveau, som hjælper til at finde sin egen størrelse som menneske.

 

SN: Det er en collage-komposition, som gør en dyd ud af at gøre det så sammensat som muligt og springe mellem forskellige skalaer.

 

LA: Det er jo også et humoristisk byggeri på nogle punkter. For eksempel de små karnapper, der træder ud.

 

SN: Det er i øvrigt dem, som går under navnet hønserøve.

 

LA: Haha, okay.

 

SN: Det er en bebyggelsesplan, som lægger op til, at man mødes mange steder. Både på gadesiden og gårdsiden. På den måde er det nemt at have et fællesskab her.

 

LA: Der er bebyggelserne og de enkelte boliger, og så ligger der fælleshuse ind imellem.

 

SN: Der er fuld af fælleshuse. Hver eneste boligklynge har sit eget fælleshus. Og så har de et stort fælles-fælleshus. Det er nok en af de bebyggelser, jeg kender, som har flest fællesarealer.

 

 

LA: Hvis du lige her til sidst skal opsummere - hvad er den gode arkitektur for Søren Nielsen i 2021?

 

SN: Det er arkitektur, som kommer ned på jorden. Det er arkitektur, som har en bebyggelsesplan, der ligger op til gode fællesskaber. Og så er det arkitektur, man kan bygge videre på, for vi er aldrig færdige som arkitekter, når vi giver et byggeri fra os. Og det sidste er, at man bruger materialer, der også trækker folk ned på jorden, så man får lettere ved at slappe af og hygge sig, for så både lever og arbejder man bedre.

 

Fotos:

Rasmus Hjortshøj/Coast Studio

Melissa Ørnstrup

Tekst:

Kim Rathcke Jensen

Video: 

Kåre Broe, Broe Interactive