Med den aktuelle udstilling 'I arkitektens verden – Reiulf Ramstad Architects' har Utzon Center inviteret en række kreative kulturprofiler til at træde et skridt tilbage og fortælle om hvor de søger inspiration. Og hvad det nordiske betyder i en global samtid.
Mød Søren Ryge denne torsdag eftermiddag i januar på Utzon Center! Søren Ryge har lavet TV i 41 år – mest fra Danmark og meget fra sin have. Men han har også rejst – og næsten altid i Norden. Færøerne, Island og Norge, igen og igen. Han vil til denne Talk fortælle anekdoter fra disse mange rejser og vise uddrag fra nogle af de bedste programmer, der har været sendt og genudsendt igen og igen, og stadig bliver det.
Søren Ryge har aldrig lavet de sædvanlige turistprogrammer. Når Søren Ryge laver fjernsyn, vil han først og fremmest fortælle en god historie. Derfor er det Per i Norge, man bliver ved med at huske. Og Bodil fra Romsdalen, Bui fra Mykenes, Lotte fra Skotland (som også hører lidt med til Norden). Samt Erik den Røde, vikingeskibene og alt det andet.
Den perfekte start eller afrunding på dit besøg finder du i vores restaurant, JØRN. Her får du brunch, frokost, samt aftensmad om torsdagen – altid med sæsonens bedste råvarer.