Utzon on the Road Talkshow 09: Med kaffe i kranen

Der er ikke mange af de gamle kul-kraner af træ tilbage på havnen i København. Men der står i hvert fald én. Og den skal vi besøge i dag.

Kranen er nemlig ret vild. Der er lavet både mødelokale, hotelværelse og spa i den. Og det er et ret fantastisk eksempel på, hvordan man kan transformere gammel arkitektur og give det en ny funktion. 

Sjov bygningsarv

- Jeg havde aldrig selv set, at man kunne udvikle en gammel kul-kran sådan. Det kræver, at man har nogle kreative samarbejdspartnere, der kan se en forretning i det. Og så gør det bygningsarven sjovere og gør den til en levende historie, siger Anne Skovbro, der er administrerende direktør for By & Havn. 

Derfor ser Anne også byudvikling og det, at være bygherre og skabe nogle gode bykvarterer, som et holdarbejde, der involverer andre end arkitekter. For eksempel antropologer. 

- Jeg kan enormt godt lide at sige, at det her handler om holdsport og flerfaglighed. Man skal ikke udviske sin faglighed men melde den ind i de samtaler, vi har om arkitektur og byudvikling, siger Anne Skovbro.

Sæt dig ind på bagsædet

Nu skal du med på en køretur, hvor vi jagter god arkitektur. Hop med ind på bagsædet i el-bilen. Bag rattet sidder Lasse Andersson, der er arkitekt, og direktør for Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art.

Denne gang er det Anne Skovbro, der sidder i passagersædet ved siden af Lasse. Hun er uddannet civilingeniør og har en ph.d. i arkitektur og design. Siden 2018 har hun været med til at udvikle København som direktør for By & Havn. 

Du kan også lytte til en længere version af samtalen mellem Lasse og Anne som podcast. Find den for eksempel her på Spotify og Apple Podcast. 

Podcast:

Her får du en redigeret udskrift af samtalen: 

Lasse:  Jeg plejer kun at køre med arkitekter, men du har en ph.d. i arkitektur og design fra det samme sted, som jeg har. Og samtidig, hvis jeg nu selv skal sige det, så er du måske en af dem, der har beskæftiget sig mest med arkitektur og byer i Danmark de seneste mange år.

Anne: Ja, det har jeg måske. Jeg har kan da godt let føle, at det er meget sjovt, når jeg har lavet et speciale i 1990'erne om byøkologi.  Det er lidt en samtale, der kommer op igen for tiden, ikke?  Og jeg har en ph.d.-grad om bæredygtig byudvikling og byfortætning som et greb til det. Det er sådan set det, jeg nu arbejder med hver dag.  Så på den måde har jeg jo haft sådan en lidt anderledes profil end mange af dem, der sidder med det job, jeg har og de jobs, jeg har haft, for jeg startede jo egentlig som forsker fra det samme sted, som du er uddannet. Og jeg synes faktisk, det var superspændende at studere alle de forskellige årsager til, hvad det er, der sker, og hvorfor det sker. Og at få analyseret og diskuteret nogle af de ting som bæredygtighed og byudvikling. Og på et eller andet tidspunkt, da jeg både havde lavet en ph.d., og faktisk også var gået i gang med en postdoc, så tænkte jeg, ej, nu tror jeg, jeg skal ud og bruge det. Og så startede jeg faktisk i Miljøministeriet og i Landsplanafdelingen. Derefter rykkede jeg så videre til Københavns Kommune og sad med kommuneplanlægning der. Og på et eller andet tidspunkt blev jeg planchef og så plandirektør.  Så jeg har rodet med det her helt fra bunden af, kan man sige.  Med de forskellige matrikler rundt omkring. Jeg har også været filantropidirektør også i Realdania. Så jeg har prøvet både at forske i byudvikling, jeg har siddet med det helt praktiske, og jeg har også prøvet den der side med filantropien, og hvordan man kan påvirke det. Nu sidder jeg meget konkret også i en bygherrerolle på rigtig mange ting. Og det er jo virkelig spændende, fordi når jeg har talt med arkitekter, så siger de, jamen arkitekterne er vigtige, men det kræver også, at du har en god bygherre. Det er det samspil, når vi sidder her og jagter den gode arkitektur, så er det jo i virkeligheden at møde dem, der formgiver, og dem der ønsker, at noget bliver formgivet. Og det er helt vildt vigtigt, for jeg synes virkelig, virkelig, virkelig tit, at det kan blive til sådan en akademisk arkitekturdiskussion, hvor man virkelig misser, hvad der skal til for at skabe nogle for eksempel gode bykvarterer.  Det er så meget, der skal til, og det er virkelig noget, der er krævende. Det er virkelig en holdsport, kan man ikke sige det sådan?

Lasse: Jo, jo, helt vildt.

Anne: Jeg går sindssygt meget op i det med holdsport. Jeg har det også sådan, og det er måske, fordi jeg er uddannet byplanlægger, at holdsporten er for mig også det der med, at der er arkitekturen, som er vigtig i forhold til rådgivningen omkring det. Men det handler også om, hvordan man går ind og i virkeligheden udfordrer rådgivningen om arkitekturen.  Det er en enormt vigtig samtale, som en del af det her. For eksempel når man diskuterer boliger, er det enormt spændende at lytte til, hvad en antropologer siger. Sådan har jeg altid haft det.  Jeg synes simpelthen, de kommer med en vigtig humanistisk viden, som er super vigtigt for at forstå, hvad der sker. Jeg hader begrebet tværfaglighed, fordi det lyder som noget med, at alt er ens eller lige meget.  Så jeg kan enormt godt lide at sige, at det her handler om holdsport eller flerfaglighed. Man skal ikke udviske sin faglighed men melde den ind i de samtaler, vi har om arkitektur og byudvikling. Det er det, der gør, at det vi laver, bliver til noget godt.

Lasse: Imens vi har snakket, er vi kørt indenfor i et parkeringshus.  De fleste vil normalt ikke forbinde et parkeringshus med noget, hvor man kan jagte den gode arkitektur. Men der er hele programmeringen af det.  Hvad er det for nogle ting, vi gør? For vi er på vej til at køre op i toppen af det her hus, hvor der ligger et kondi-tag. Det er tegnet af JaJa Arkitekter, og det er blevet et udflugtsmål i Nordhavn.

Anne: Ja, fuldstændig. Det er blevet så populært, at vi har været nødt til at lukke det om natten.  Der var ved at udarte sig fester hver nat, og det var ikke nødvendigvis fedt for dem, der var naboer. Men vi har jo brug for parkeringshuse og for at parkere. Lige meget hvilken slags bil det er. Om det er en elbil eller ej, men nu er vi ved at rulle bunkevis af el-ladestandere ud. Vi har et kæmpe batteri nede under parkeringshuset, hvor vi kan opsamle grøn strøm. Men et parkeringshus, det er jo noget, du har brug for. Så vi har prøvet at gøre en dyd ud af det. Vi vil gerne have bilerne væk fra byrum og gader, så der næsten ikke er noget parkering her, så byrummene i stedet er til mennesket. Derfor vil vi bygge et parkeringshus, som kan noget mere end blot at være et parkeringshus. Det er programmeret med, at der både er for eksempel en nærgenbrugsstation, der er et supermarked, og der er en løsning til alle de der store cykler, som man også har brug for at få ind et sted i en bydel, hvor der bor mange børnefamilier.  Og så er der jo et tag på toppen, hvor man i virkeligheden har et helt byrum. Både til sport og andre aktiviteter.  Det havde vi lidt en samtale om herude med nogle af beboerne, for det har været så populært, at vi har været nødt til at lukke det om natten, fordi der var for mange fester.  Men nu er der i stedet begyndt at komme mange, som dyrker yoga herude.  Vi er helt med på, at der skal være lukket om natten, men lige nu åbner klokken syv om morgenen eller klokken seks om sommeren, fordi vi har vores morgenyoga. Og det fortæller jo et eller andet om, at det er et helt fantastisk byrum heroppe på toppen, hvor der kan leges og dyrkes morgenyoga.  Jeg er selv en del af et gymnastikhold herude, hvor man render op og hopper ned ad sådan en trappe, hvor der selvfølgelig er tidtagning, som jeg nu ikke selv gider at bruge mere.  Men man kan fandme gøre meget med sådan et parkeringshus.  Kan man gøre endnu mere? Det kan man sikkert godt. Vi er på lidt en rejse med parkeringshuse herhjemme, men der er stadigvæk brug for en eller anden form for parkering.  Det er mindre, end der har været tidligere, og det er fedt nok.  Men vi tænker meget over, hvordan vi kan få noget mere ud af det, når der skal laves noget til parkering, så det mere kan blive en hub for forskellige løsninger. Om det så er byrum eller genbrugsstation eller noget. Byggeriet skal kunne noget mere. I Ørestaden er vi igang med et parkeringstag, hvor vi håber, at kunne lave køkkenhave på toppen. Lidt med inspiration fra Østergror, hvor der oven på et gammelt industri-tag er køkkenhave og restauranter.  Og det håber vi, at kunne få til at svinge. Vi er jo nødt til at tænke over det tidligt, når vi bygger sådan noget. Vi skal jo leve op til alle mulige hensyn til tilgængelighed. Hvis man bruger taget til noget, så skal det ind i designprocessen tidligt.

Lasse: Skal vi ikke gå ud og se det?

Anne: Jo, lad os gøre det.

Del II

Lasse: Det er jo super fedt at se, hvordan det bliver til et aktivt rum. Der er børnehaver lige nu. Når man kigger rundt, så får man jo sådan en fornemmelse af, hvad der er sket fra I startede og frem til nu. Hvor vildt det er.

Anne: Jeg har faktisk siddet med i hele processen. Det var mens jeg sad som planchef på Rådhuset, at vi startede processen med arkitektkonkurrencen herude.  Vi startede med rigtig mange workshops med borgerne og borgerdialog, der dannede grundlag for en arkitektkonkurrence, som vi startede i 2008. Og vi havde fundet nogle vindere omkring 2008-2009.  Så da vi nåede til klimatopmødet i 2009 - det er lang tid siden, men det var der, vi var -   kunne vi sige noget om, hvad der var vores ambitioner for det her.  Og der var meget fokus på, at det skulle være CO2-neutralt. Der var meget fokus på, hvordan arkitektur og byudvikling var en vigtig forudsætning for, at vi bygger bæredygtige bykvarterer.  Og de svar, vi fik i vinderforslagene, kom efter en ret fed proces, synes jeg, for udover, at vi havde haft en masse workshops inden, så kørte vi det som to faser. Vi havde tre vinder efter første fase, hvor det havde været en åben konkurrence med forslag fra hele verden. I det gamle parkeringshus herovre havde vi alle plancherne fremme, så borgerne kunne komme og se dem. De tre vindere stod også ovre i et af parkeringshusene og skulle fortælle, hvorfor de mente, at de havde de rigtige svar på det her nye bykvarter.  Og på baggrund af det, så kørte vi en runde mere og udpegede Kobe Arkitekter som vinder og et rådgiverteam fra Rambøl og andre. Så vi havde et team omkring planen herude.  Det vilde var, at vi ramte jo nok markedet på det rigtige tidspunkt. Men vi havde også en god plan. Altså, at der var nogle gode grundgreb i den plan her. I virkeligheden er det meget en klassisk europæisk by, som vi bygger.  Altså med hovedgaden, et torv, en piazza, og der ligger biograferne, restauranterne, så man kan sidde der. Det er jo kareer, vi bygger, og rækkehuse. Der, hvor vi går i højden, det er jo de steder, hvor siloerne stod oprindeligt, så de står der som landmarks og markører, der fortæller noget om historien.  Så vi bevarer jo ret meget af den gamle havnearkitektur herude. Og det er ikke fordi, det er nogle perler, der er fredet, men de fortæller en havnehistorie, og de er med til at give lidt kant.  De giver nogle sjove benspænd, når man skal skabe et eller andet herude, at vi har det.  Så det er jo blevet et meget populært kvarter i København. Det kan vi se på, at folk kan lide at være her. Det er et kvarter, der er levende til hverdag.  Der er sådan høje priser, men der er også kollegier og almene boliger, så vi har forsøgt at lave et mix.  Det er blevet et sted, som beboerne holder af. Der er ekstremt høj tilfredshed med at bo herude. Folk ved godt, hvorfor de bor her.  Når vi af og til holder gåture, hvor vi går rundt og fortæller om kvarteret og om, hvad der sker lige nu, og fortæller om historien herude, så har vi ventelister. Der kommer 70 mennesker med på sådan en gåtur med en kop kaffe en tirsdag aften bare fordi, de gerne vil høre om deres kvarter. 

Anne: Det har været sjovt og vigtigt herude at bevare nogle af de gamle kraner. Og dem, der er på den her side, det har været kul-kraner. Det har været kul, der er blevet lastet ind på den her side, og så ovre ved Svanemøllværket. Der er virkelig blevet skovlet meget kul ind. Der er en røverhistorie om, at Tuborg, hvor der jo ikke er bryggeri mere, men en masse boliger, var der i sin tid en lille båd, der på daglig basis gik fra Tuborg og ned til Svanemøllværket med øl.  Der skulle virkelig drikkes noget for at holde alt det kulstøv ud. Så alle dem, der stod og skovlede kul ind i Svanemøllværket, de havde en lille båd, der kørte i rutefart. Tuborg har faktisk bidraget til varmen i byen på mange måder.

Lasse: Nu holder vi foran en af de her kraner, hvor der er mødelokale, og der er faktisk også et hotelværelse.

Anne: Der er også en lille spa, hvor man kan ligge og få massage og sidde i et karbad, mens man kigger ud over Øresund. Det må være det mindste hotel i byen. Eller, jeg tror, der er et andet meget lille et på Vesterbro, men jeg ved ikke, om de er helt nede på ét værelse. Sådan noget kræver kreative samarbejdspartnere, som kan se en forretning i at få et hotel, spa og mødelokale ud af en gammel kulkran.

Lasse: Og som også har en passion for det.

Anne: Som vi talte om før, så er det med at skabe et kvarter en holdsport. Det kræver nogen, der kan se noget af det der, fordi det havde jeg aldrig selv kunne se, at en gammel kul-kran kunne udvikles til. Nede ved Operaen har man også bevaret nogle af de gamle kraner, men de står der bare.

Lasse: Ja, det er jo sjovt, når tingene har en funktion.

Anne: Ja, så bliver de jo brugt til noget.  Altså, man kan komme op i kranen, og man kan holde et møde, eller man kan lege et hotelværelse, eller man kan få massage og et karbad.  Det er jo helt fantastisk. Det gør bygningsarven sjov.

Del III

Lasse: Det her er faktisk et af mine favoritprojekter.  Men det er lillebitte.  Det er jo et godt eksempel på, at noget, der engang har haft en funktion, har fået en ny funktion. Altså, vi står i en gammel kulkran, der er blevet til mødelokale, der er til spa, og vi var oppe og set det der det mindste hotel i København.  Virkelig fedt.  Og altså, fin detaljering, uden at det er overgjort, så man fornemmer det. Men en grund til, at jeg også godt kan lide at stå her, det er, at lige om lidt, kører vi ud til tunnelfabrikken, hvor man har bygget sænketunnelkasserne til Øresundsforbindelsen.  Og det er jo også en industristruktur.

Anne: Ja, fra 1990'erne.

Lasse: Så den er faktisk ret ny. Det bliver der jo også bygget videre på.  Og det er jo også en vigtig ting at dels tage historien med videre.

Anne: Helt klart.

Lasse: Så når vi genbruger tingene, at der jo så er en bæredygtighed i, at man genbruger.

Anne: Helt klart. Men sådan en kran er der jo ikke den store bæredygtighedshistorie i ud fra et ressourceforbrug.  Det er en historie og identitet. Og så er det bare fedt. 

Lasse: Ja, det er det. Der er mange lag i det.

Anne: Det jo er et meget lille hotel, og det hele er er meget lille. Men det giver bare en enorm spændende reference til fortiden, og at man kan bruge det.  På den måde kan den her kran jo mere end kranerne ved Operaen, som bare står og kraner. Den her kran bliver brugt til noget. Det bliver en levende historie, og det er bare lidt sjovere. Nu har vi de to tvillinger af kraner. Den gamle kran derhenne, som bliver ikke brugt til noget, og den her bliver så brugt til noget, men de kommer til at stå ved porten til indsejlingen til den nye kanal, der kommer her. Der kommer de til at stå som to gamle kulkraner og tvillingebrødre, der stadigvæk vogter over havnen, og det er et fedt symbol. Det kan noget, som vi siger, arkitektonisk, ikke?

Lasse: Det er et eksempel på, at når man lige gør sig umage, så betyder det meget. 

Del IV

Lasse: Tunnelfabrikken er den ydre del af Nordhavns område.

Anne: Det er der, hvor udviklingen ikke er kommet ud endnu.

Lasse: Men så alligevel... for jeg har jo været til kunstmesse i Tunnelfabrikken. Og det der med, hvordan vi udvikler vores byer, inden de faktisk er klar til det. Hvordan skaber man en forståelse? Det må vel også være noget, du tænker enormt meget over?

Anne: Det tænker vi vildt meget over. Vi startede jo egentlig ikke med at tænke, at Tunnelfabrikken var en bygning, vi kunne bruge til noget. Vi har været optaget af at bevare, sådan som eksempoelvis med kranen, og vi har været optaget af at bevare nogle af de røde murstensbygninger og pakhusene. Tunnelfabrikken havde vi faktisk ikke set som noget, vi skulle bevare.  Det er bare en stor hal fra 1990'erne og noget stål og et eller andet. Vi havde simpelthen ikke set det som noget, der kunne blive til noget. Men så var der nogen, der kom til os og sagde, at man kunne da bruge den til noget?  Altså igen, det der med byudvikling som en holdsport. Der skal være plads til, at der opstår idéer undervejs, hvor der er nogen, der kommer med et andet perspektiv. Og måske kunne man bruge den bygning til et eller andet. Og nu er der jo meget af det, som du selv har forsket i med midlertidighed, der flytter rundt, og det kan bruges som en driver. Men nogle gange er det også fedt at kunne bevare noget, der næsten minder om noget midlertidigt. Lidt længere, måske for evigt. Og det var lidt det, der var idéen med Tunnelabrikken. Fordi den bare står der, og er en rå bygning, så kunne vi måske allerede nu begynde at tænke lidt over, om vi kan flytte noget af det, der ellers ville flytte rundt alle mulige steder i byen, om vi kan flytte det ind der? Kan det måske blive en helt anden bygning og et helt miljø og et fællesskab, som kan give noget andet? Den ligger i et område, som ikke er udviklet endnu, så kan det fungere som noget, du ved, som når nogen har sat en pæl ud, man skal række lidt ud efter.

Lasse: Og så, ej, hvordan kommer jeg derhen?

Anne: Og det var det, der konceptuelt var idéen. For vi ved, at det går lang tid, før der kommer til at blive bygget herude. Og der er noget af det andet, vi gerne vil gøre færdigt først. Men vi bruger den her som en driver, og derved bliver der også noget kultur og noget miljø, der har lidt kant, og som faktisk bliver gjort færdigt, før udviklingen kommer herud. Det var idéen. Og så er det jo bare en kæmpe bygning.

Lasse: Ja, vi har den faktisk lige her.

Anne: Jeg tror, at den 220 meter lang.  Nu kan du køre ind her. Og den er jo lang, ikke?  Det vilde er, at du kan se, hvordan Tunnelfabrikken har været. Første gang, jeg kom herud, tænkte jeg, hvad har vi her? Og så var der altid lidt en overraskelse, hvad der stod herinde. Nu står der nogle både, og så er der lige et par bænker og lidt.  I den her bygning, for det er mange år siden 1990'erne, hvor broen blev bygget færdig, har der været opbevaret forskellige ting og sager her. I en havn er det altid sådan, at der er nogen, der har brug for at stille nogle ting. Lidt praktisk, ikke? Der skal stå nogle ting. Og sådan er det også her.

Lasse: Vi skal ud og mærke det her rum og snakke lidt mere om, hvad det faktisk er for et sted.

Del V

Lasse: Vi står i det her fantastiske rum. Hvad er det, og hvad bliver det til?

Anne: Det her er jo tunnelfabrikken. Og det bliver til et økosystem af noget kollegie, nogle koncertsal, værksteder, plads til små virksomheder, mad, det gamle terræn, hvor Bjørn Nørgaard kommer til at have et lille containerakademi for unge studerende, og hvor der kan være lidt mad og lidt forskelligt.

Lasse: Er det fem år eller er det ti år?

Anne: Om fem år. Vi havde håbet, at være færdige til i år, så nu tager altid lidt længere tid, emd man regner med. Så fem år. Så kommer man herud og så summer det bare.

Lasse: Så summer det bare løs.

Lasse: Jeg synes også, med den baggrund, jeg har, og har tænkt for mange år siden, at det er fedt, hvordan man skaber livet på mange måder inden byen er færdig. Der er et fællesskab og en identitet.

Anne: Og det er det her jo et eksempel på.

Lasse: Og så er det et eksempel på, at vi begynder at elske den sene industriearkitektur.

Anne: Ja, fordi igen, den her er fra 90'erne. Det var ikke noget, vi havde tænkt, vi skulle rende og bevare.  Men der er noget med, at industrihistorien også kommer til at ændre sig hele tiden. Lige pludselig er det her industrihistorie. Og det er bare sjovt, at Øresundsbroen blev født i denne bygning.

Lasse: Ja, det kan man sige. 

Anne: Så der er også noget med, at det for København som by, kan binder noget sammen. Jeg tror virkelig, det er vigtigt at kunne bevare den her type arbejdspladser, som det her sted også kommer til at kunne i byen. Noget, der er lidt mere råt. Det der med, at vi siger lidt drillende, at når er det midlertidigt, er det andre steder, men vi kan bare flytte herhen så.  Fordi tanken var jo, at det her ikke skulle blive for dyrt. Men folk begynder at opdage det her sted. Om ikke andet fordi, der lige inden ved siden af, kan spille paddle, som alle jo gør for tiden. Og så i en gammel hal.  Der er noget airtracks, der er et eller andet fitness-workout.  Så folk begynder at opdage de her steder.  Det der med at opdage og indtage et nyt område, det er også det, der sker, når man begynder at arbejde med sådan noget her.

Lasse: Og så hæfter jeg mig også ved, at du sagde tidligere, at det ikke handler om at lave midlertidige ting. Det handler om at lave ting, som har en midlertidig karakter, men som får en større permanens. Fordi ellers så bliver det jo sådan noget, så mister vi den historie og den identitet, der ligesom er fra dem, der byggede det.

Anne: Ja, lige præcis. Vi gør det midlertidige permanent her.

Lasse: Ja, fedt.  Det har virkelig været en fed køretur.  Og Danmarks bedste arkitekturtalkshow er kommet til København.  Vi har set Nordhavnen. Jeg har været her før, men faktisk hver gang, jeg kører, så tænker jeg, at det føles som en by, der har været der i lang tid. Og faktisk også en høj grad af arkitektonisk kvalitet. Rumligt, materielmæssigt. De her fællesskaber, der bliver bygget op.  Og så har jeg en forkærlighed for det her, hvordan det midlertidige bliver permanent. Hvordan vi bygger på vores arkitektur og vores byhistorie. Og i det her tilfælde, når vi står her, altså industrihistorien.  Og så vil jeg bare sige, at du har et spændende job med at bygge de her ting frem sammen.  Og så det med fællesskabet.  Altså, at det er en holdsport. Det er bygherrerne, det er arkitekterne, det er antropologerne. Det er så mange forskellige, som sikrer, at vi får en by i fremtiden, som vi faktisk ikke har.

Anne: Tak for besøget.

Lasse: Det var dejligt.

Anne: Det var en superfed tur. Og vi fik kaffe, også i en kran.

Lasse: Det er det. Tunnelfabrik og kaffe i kranen.  Det er rigtig godt.  Anne, tak for en virkelig god køretur. Jeg har nydt det.

Anne: Tak for turen. Det var dejligt.

Tekst og redaktør:

Kim Rathcke Jensen

Video: 

Kåre Broe, Broe Interactive