Bliv god til at snitte i efterårsferien. Og få din egen hjemmesnittede træfigur, træske eller trælegetøj med hjem.
Du skal møde en ekspert i at snitte. Maja Ingemann Nielsen snitter virkelig smukke ting i træ.
Maja lærer dig, hvordan man snitter med kniv – og samtidig passer på fingrene. Og hun tager en masse fantastisk træhåndværk med til inspiration.
Figurer, smørknive, æggebæger, skeer, legetøj. Du vælger selv, hvad du har lyst til at snitte, og så hjælper Maja dig med teknik og materialevalg, så du bliver klar til også at sætte gang i snitteriet derhjemme.
Og når dagen er omme, tager du din helt egen hjemmesnittede træting med hjem.
Alle børn skal have en voksen med i værkstedet, som også er med til workshoppen. Der vil både være håndværksinspiration til børn og voksne. Hvornår er man gammel nok? Det bestemmer din voksen.
Workshoppen varer fire timer, så medbring gerne en snack, hvis du får brug for det. Vi skal nok sørge for drikkevarer.
Kom med! Det bliver en hyggelig eftermiddag, hvor du kommer godt i gang med at snitte smukke ting i træ.
Det er natur og håndværk, der driver Maja. Hun er uddannet i Folkekunst fra Raulandsakademiet i Norge og er specialiseret i træ som hovedmateriale. Og så har hun en bachelor i Friluftsliv, kultur og naturvejledning.
Hun har en lille virksomhed og holder kurser i pileflet, grøn sløjd og naturformidling. Se nogle af hendes flotte værker her.