Nu har du en helt unik mulighed for at få hele historien om eneren Jørn Utzon, der ikke blot skabte bygninger, men ikoner. Filmen vises eksklusivt i Musikkens Hus på Jørn Utzons 100 års fødselsdag.
Han er arkitekten bag blandt andet Operahuset i Sydney og Utzon Center i Aalborg, og han betegnes i brede kredse som den største, danske arkitekt i det 20. århundrede.
Verdenspremieren på Nordisk Films dokumentarfilm 'Utzon100' i Koncertsalen i Musikkens Hus er en del af en fejring i anledningen af, at han 9. april 2018 kunne have rundet 100 år.
Filmen har verdenspremiere i netop Aalborg, hvor det hele startede med Jørn Utzons barndom og ungdomsår og sluttede med det sidste bygningsværk, Utzon Center.
På scenen inden premieren i Musikkens Hus møder vi Jørn Utzons datter, kunstneren Lin Utzon, og filmens instruktør, Lene Borch Hansen, samt arkitekt og kreativ direktør i Utzon Center, Lasse Andersson, i samtale med Marc-Cristoph Wagner fra Louisiana Live om Jørn Utzon som far, menneske og arkitekt.
Efter filmen har alle med billet eksklusiv adgang til udstillingen 'Horisont – et operahus og en verden til forskel' på Utzon Center.
Køb billet via musikkenshus.dk her →
Arrangementet er et samarbejde i Utzon100-året mellem Utzon Center, Musikkens Hus, Nordisk Film og Louisiana Live.