Hvad kræver det at skabe den næste designklassiker? Og hvad er egentlig væsentligt, når fremtidens design skal skabes?
Danske designer er noget særligt. Se på Syveren, PH-lampen, Vipp-spanden og B&O-anlægget. Det er ikoner. Og bare en lille håndfuld eksempler på vores stolte designtradition.
Men hvem skal følge i fodsporene på mestrene bag de store danske designikoner? Og hvilke nye veje skal designere gå for at skabe fremtidens klassikere?
De spørgsmål vil designer Rikke Frost gøre dig klogere på til aftenens Utzon Talk. Hun stiller skarpt på sine egne dogmer for godt design. Du kommer til at høre om materialers iboende potentialer og om at udfordre det velkendte med farver og visuelle detaljer. Hun tager dig med gennem hele designprossen fra ide til færdigt design. Fra hoved til hånd.
Du kender måske allerede Rikke's fantastiske designs. Rikke er uddannet industriel designer fra Arkitektskolen i Aarhus. I dag driver hun sit eget designstudie, hvor hun løser opgaver for kendte danske og internationale brands. Hun designer alt fra lystestager til sofaer.
Du har sikkert også set Rikke i DR-serien ’Danmarks næste klassiker’, hvor hun var med og vandt første sæson.
Og hvis du ikke kender Rikke Frost, så skal du glæde dig til at møde hende. Hun er en smittende og energisk formidler.