Klassisk koncert: Romantiske klangfarver

Oplev en koncert, hvor du bliver forkælet med musik spillet af en række enestående musikere fra Aalborg Symfoniorkester.

Medvirkende

Matthias Hehrmann, cello — Judith Blauw, obo — Sheila Popkin, fagot — Kristoffer Hyldig, klaver

Program

• Max Bruch – Fra 8 Stücke, op. 83 (for obo, cello og klaver)
• Edward Elgar – Romance for fagot og klaver, op. 62
• Francis Poulenc – Trio for obo, fagot og klaver, FP 43
• Sergej Prokofjev – Sonate for cello og klaver i C-dur, op. 119
• Robert Schumann – Fra 6 Studien in kanonischer Form, op.56

Om eftermiddagens musikstykker

Programmet ved denne kammerkoncert byder på værker, der er spækket med smukke melodiske værker, som udmærker sig med følelsesmæssig dybde, lethed og elegance.

Max Bruch: Fra 8 Stücke, op. 83 (for obo, cello og klaver)
Max Bruch var en tysk romantisk komponist, violinist, lærer og dirigent. I 1910, da Bruch var 72 år gammel, komponerede han 8 Stücke, op. 83, til sin søn Max Felix, der allerede var en professionel klarinettist. Værket fik hurtig en stor udbredelse og blev derfor genstand for mindre omarbejdelse, så det blandt andet kan spilles med obo i stedet for klarinet. Musikken udmærker sig ved sin rige harmonik og følelsesmæssige dybde, og den viser Bruchs evne til at skabe smukke og brede melodier i denne lille og intime form.

Edward Elgar: Romance for fagot og klaver, op. 62
Elgars Romance for fagot og klaver er et kortere og lyrisk værk komponeret i 1910. Musikken bæres af den smukke og melankolske melodik, der fremhæver fagottens rige og varme klang. Værket blev oprindeligt komponeret til fagottisten Edwin James, og det er et fint eksempel på Elgars evne til at skabe musik, der synes at lokke det bedste frem i instrumenterne – han var en mester i at orkestrere. Romance er kendetegnet ved sin yndefulde struktur og følelsesdybde, hvilket gør det til en favorit blandt både fagottister og publikum.

Francis Poulencs: Trio for obo, fagot og klaver, FP 43
Poulencs Trio for obo, fagot og klaver blev komponeret mellem 1924 og 1926, og blev dedikeret til den spanske komponist Manuel de Falla. Værket viser Poulencs evne til at skabe musik, der både er melodisk iørefaldende og med følelsesmæssig dybde, samtidig med at det reflekterer hans unikke evne til at forene et klassisk udtryk med det mere moderne og grænsesøgende. Humoren er tydeligt til stede i trioen og kommer til udtryk gennem en legende dialog mellem instrumenterne, uventede musikalske vendinger og en overordnet følelse af lethed og elegance.

Sergej Prokofjev: Sonate for cello og klaver i C-dur, op. 119
Prokofjevs Sonate for cello og klaver blev komponeret til cellisten Mstislav Rostropovich, som også uropførte værket i Moskva sammen med pianisten Sviatoslav Richter i 1949. Værket består af tre satser, der begynder med en melankolsk Andante grave, som fremhæver celloens rige og dybe klangunivers. Den efterfølges af en Moderato sats, som er både legende og dansende med sine lette, sprudlende temaer. Med 3. satsens energiske og livfulde udtryk hører vi Prokofjevs karakteristiske leg og opfindsomhed med såvel det rytmiske og det harmoniske. Igennem hele trioen stilles der store krav til musikerne både sammenspilsmæssigt og teknisk. Dette har – sammen med Rostropovich mange opførelser – medvirket til trioens hurtige udbredelse og popularitet såvel blandt publikum som musikere.

Robert Schumann: Fra 6 Studien in kanonischer Form, op.56
Schumanns 6 Studien in kanonischer Form blev komponeret i 1845 og består af seks stykker skrevet i en kanonisk stil. Disse værker er oprindeligt skrevet for pedalflügel, et sjældent klaverinstrument med pedal, men spilles i dag ofte på orgel, klaver eller arrangeret for små kammerensembler. Stykkerne viser Schumanns fascination af kontrapunktisk teknik og hans evne til at skabe smukke, sammenvævede melodiske linjer. Værket er også en hyldest til Johann Sebastian Bach, hvis musik Schumann dybt beundrede og studerede indgående.