Lav smukke, blå motiver på stof, helt uden tryksværte og mørkekammer – i denne kreative workshop om cyanotypi.
Cyanotypi – eller blåprint – er en gammel fotografisk trykketeknik, der bruger kemikalier og lys til at fremkalde smukke blå arkitektur-tryk.
I denne workshop bevæger vi os fra det traditionelle blueprint på bomuldsholdigt papir og videre til at afprøve trykketeknikkerne på blødt hvidt stof.
Da cyanotypi blev populært i 1800-tallet, blev det især brugt til at producere tekniske arkitekturtegninger til byggeprojekter. Processen gjorde det nemt at masseproducere tegninger til alle de forskellige fagpersoner, der var involverede i byggeprojekterne.
Den kemiske proces fremkaldte hurtigt præcise kopier af de originale tegninger, og det er derfor, tekniske tegninger i dag stadig kaldes for blueprints på engelsk.
Workshoppen er både til dig, der aldrig har prøvet kræfter med cyanotypi, og dig, der har erfaring med tryk på papir og er nysgerrig på at eksperimentere med nye teknikker og materialer.
Vores fantastiske hold arkitekter og formidlere står klar til at guide dig igennem alle de spændende processer.
Din billet inkluderer lækre materialer og kyndig vejledning fra vores team.
Vi skal arbejde med kemikalier og væsker, der farver, så husk at lade dit fineste tøj blive hængende hjemme i skabet.
Workshoppen varer omkring 2 timer og 30 minutter.