Vi bruger cookies på utzoncenter.dk

Inden du fortsætter, vil vi lige fortælle, at vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Secondary navigation

Sprog

Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893
 

Utzon on the Road Talkshow 02: Gammelt møder nyt

Mette Tony og Mads Bjørn Hansen boede i København, og det gik fint med karrieren. De havde begge gode jobs. 

 

Men i 2006 sagde parret deres faste stillinger op. Og så flyttede de til Troense.  Her blev de selvstændige og grundlagde Praksis Arkitekter

 

Hvis du ikke lige ved, hvor Troense ligger, så er det okay. Det er en by med cirka 1.200 indbyggere, der ligger på sydfynske Tåsinge. Det er meget langt væk fra Aarhus og København, hvor alle andre arkitekter dengang i 00erne rejste til for at slå sig ned. 

 

- Vi er ikke flyttet til Troense for at koble af. Men for at koble på. Vi har en platform med meget mindre støj, så vi kan fokusere på det vigtigste, siger Mette Tony.

 

For Praksis Arkitekter er en anderledes tegnestue, der har deres egen, originale tilgang til arkitektur. 

 

Utzon on the Road 02 Mette Tony Praksis

 

Malt, sprit og badehotel

Praksis er nogle af de bedste i Danmark til arkitektur, hvor nyt og gammelt mødes. Hvor gamle bygninger og arkitektur fornyes. 

 

Praksis Arkitekter har store byggerier i centrum af København.  Og i udkanten af Danmark. For eksempel genopførelsen af Svinkløv Badehotel. De har stået for Slotfeltlade i Sønderjylland.

 

Og så står de ikke mindst for fornyelsen af to gamle og fantastiske industrybygninger, Maltfabrikken i Ebeltoft og Artcenter Spritten i Aalborg, som begge er steder, vi skal besøge i denne udgave af Utzon on the Road. 

 

Det er Lasse Andersson, arkitekt og direktør for Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art, som sidder bag rattet i den eldrevne Jaguar (Jørn Utzons egen Mark X fra 1962 kørte i den grad på benzin).

 

I passagersædet sidder Mette Tony, der sammen med sin mand grundlagde Praksis Arkitekter, der i dag har cirka 20 medarbejdere og en hund ansat på tegnestuen. 

 

Du kan se en kort version ovenover. Her nedenunder er den fulde version. Og teksten er et redigeret uddrag af samtalen. 

 

Utzon on the Road 02 Mette Tony Praksis fuld længde

 

LAA (Lasse Andersson): Hvorfor flyttede I til Troense, og hvad har det betyder for jer?

 

MT (Mette Troense): Det har betydet meget mere, end vi havde forestillet os fra starten. Det var i virkeligheden en meget ustratetegisk beslutning, for vi havde børn på vej og ville egentlig bare bo bedre. Der var så smukt i Troense, og det var egentlig det, der drev os. Men vi må erkende, at det har betydet virkeligt meget for vores arbejde. At vi bor i Troense flyder ind i vores DNA og sætter sig i alt, hvad vi gør. Der er en særlig ro omkring vores arbejdsdag og måde at arbejde på. Vi er ikke flyttet til Troense for at koble af. Men for at koble på. Vi har en platform med meget mindre støj, så vi kan fokusere på det vigtigste. 

 

LAA: Vi skal tale om Spritfabrikken. I har jo været så vildt dygtige at vinde konkurrencen om Arcenter Spritten. 

 

MT: Spritfabrikkerne har jo en proceshistorie, hvor der er kommet nye etager og bygninger til, og der er bygget om og bygget til og bygget om. Og det er den historie, som vi med vores forslag prøvede at fortsætte. Selvfølgelig kan man sige, at der undervejs har været nogle tilføjelser, som er uhensigtsmæssige for helheden, og som vi forsøger at rydde op i. Så det bliver altid nutidens optik på stedet. 

 

LAA: I dag er Spritten en stor byggeplads, og man tænker, om det virkelig kan blive til det her nye Artcenter Spritten. 

 

MT: Det er et fantastisk område. Og det har en unik historie og en helhed, som også er unik i Danmark. Vi har talt meget om, hvorvidt man skulle bevare yderområderne og helheden. Vores projekt tager faktisk udgangspunkt i, at man har lavet en hårdere fredning, end man egentlig endte med at gøre. Vi synes, at man også skal frede mellemrummene mellem bygningerne. For det er unikt, at alle bygningerne samlet har været en stor maskine, hvor du kan følge kartoflen eller kornets vej ind og ud kommer så spritten. Det er så vigtigt at se de oprindelige facader i relation til hinanden, og at man ikke mister en facade. Der bliver jo udvidet ret meget og med mange kvadratmeter, og der synes vi, at det bedste sted at lægge dem, var ovenpå, så man ikke mister en facade. 

 

LAA: Den detaljegrad og de materialer, som der er, det ser man ikke i dag. 

 

 

MT: Man kan aldrig lave facader i den her kvalitet igen, og de må ikke forsvinde. De er udformet med stor omhu. Se den fine detaljering omkring dørene og vinduerne. Murværkets spil i recesserne omkring og perforeringen af facaden. Og den flotte afslutning mod himmelen. Den etage, der ligger her, er en del af den oprindelige bygning, men andre steder har man tilføjet en etage, fordi man i sådan et produktionsanlæg har haft behov for at udvide. Og det er en proces og en historie, som vi gerne vil fortsætte. 

 

 

LAA: Når man går indenfor, hvad sker der med dig, når du træder ind i det her vilde hus?

 

MT: Jamen, det er jo en industrikatedral. Vi står i Kedelhal To, som er en bygning, der er tilføjet. Man kan se reminisenserne af Kedelhal Et og den tidligere facade ud mod Limfjorden. På én måde er det udtryk for en meget høj arkitektonisk standard men også for en meget pragmatisk tilgang, at når man havde brug for at udvide med en kedelhal, så mister man en facade. Det er ikke en herregård fra 1600-tallet men et industrianlæg, hvor der er en pragmatisme om, at man bygger det, man har behov for. Man bryder op og laver om. Det er ånden på stedet. 

 

LAA: Når vi taler om Maltfabrikken, så er det også en transformationshistorie og opgave med udbygning og bevaring. 

 

MT: Det er en maltfabrik, som producerede malt også til salg udenfor landets grænser. Og det er et prægtigt bygningsværk, der ligger ned til Ebeltoft Vig, og som næsten er ude af skala til byen, for det er så stort. Der har været gode kræfter i Ebeltoft, som har forhindret den her bygning at blive lavet om til hotel eller helt fjernet. Det er så særlig en bygning, at det lykkedes at gøre den til et kulturhus. Vores projekt gik så ud på at få mest muligt ind i de gamle bygninger. Og puste liv i bygningerne og sætte strøm til. Og at sørge for, at de nye tilføjelser underordner sig den store maltfabrik. Der var allerede et liv på Maltfabrikken, inden den blev omdannet til kulturhus, med fællesspisning, forsamlinger og arrangementer. For os galdt det om at fastholde det og bygge en ramme om det, der allerede var igang. 

 

 

LAA: Som arkitekt handler det om rum, konstruktioner og materialer og så videre. Men det handler også om dem, som man arbejder sammen med. At man har en bygherre og nogle brugere, der skal bruge det bagefter. 

 

MT: Bygherren er helt afgørende for et projekts kvalitet. Projektet bliver ikke bedre end bygherren og hans ambitioner. Det er jo en lang proces og mange år, som man er igang, så det er en fornøjelse, når samarbejdet er så godt, og man samskaber et projekt. 

 

LAA: Når man ser Maltfabrikken, hvordan den rejser sig over byen, så har den en helt anden karakter end resten af den by, som den ligger i. 

 

MT: Det er et sælsomt byggeri. Det er opført over mange omgange, som industribyggerier ofte er. Igen, hvor man udvider efter de behov, der opstår. Så der er bygget flere bygnigner rundt omkring, og det er faktisk en lille by. Og det træk har vi forsøgt at forstærke ved at lave en lille by ud af de eksisterende bygninger og dem, som vi har tilføjet. 

 

LAA: I har en metafor, når man snakker nyt og gammelt, hvor I taler om en strikkeopskrift?

 

MT: Vi kan godt lide billedet på det, når man har en elsket gammel sweater, hvor halsen ikke længere passer, eller hvor lillesøster skal arve den og ikke helt passer, så tager man halsen op og strikker den om. Og så har den sweater et nyt liv. Sådan ser vi også på bygnigner. Når sådan et industrianlæg skal omdannes til et kulturanlæg, så er der nogle ting, der skal rettes til. Så tager man halsen op og strikker den om, så den også får nyt liv. Og vi kan godt lide, at man ikke kan se, hvor det nye begynder og det gamle slutter. For eksempel var der ikke mange vinduer, og det har man jo brug for i en kulturinstitution. Så meget af arbejdet gik på at åbne facaderne op, så man kommer og møder lys og kan se livet inde i bygningen.

 

LAA: Når vi går rundt i rummet omkring Maltfabrikken, hvad er det centrale?

 

MT: Vores projekt drejede sig om at puste liv i de eksisterende bygninger. Ikke at lave nogle store bygniger, der konkurrerede med dem men at lave små tilføjelser, der fungerer som katalysator for omdannelsen til kulturhus og underbygge det, der var. Så det blev til mindre bygninger, der huser funktioner som skaber den her lille plads, hvor der allerede var et helt vildt energisk liv allerede inden konkurrencen. Det var vigtigt at bevare det, og derfor placerede vi de nye byggerier i periferien. 

 

 

LAA: Hvad består Maltfabrikken af?

 

MT: Den er bygget over tid og flere etaper. Den seneste af dem er en bygning af jernbeton, der består af et grid, som var en meget lukket bygning. Der var også meget lave etager, hvor man spirede malt. Men nu skulle der være bibliotek, så vi tog hver anden etage ud, og så fremkom der nogle fantastiske højloftede rum. Facaden har en konstruktion, hvor man så kunne tage de lukkede partier ud, så det blev den her åbne udsigt mod Ebeltoft Vig. 

 

LAA: Så når vi taler om det her med at bevare historisk arkitektur, så handler det om at bygge videre på noget med en forståelse for det sted, man bygger på og den historie, der er indlejret. 

 

MT: Lige præcis. Det handler om stedet, historien og den atmosfære, der er. Så selvom det er nyt, skal det etablere i samme ånd, som det bestående. Det er det, vi håber, at man vil opleve. 

Utzon On The Road

  • Utzon On The Road er et rullende talkshow med samtaler om arkitektur og design
  • I hver afsnit har vi en ny gæst med i passagersædet
  • Første gæst er tv-vært og arkitekt Ane Cortzen