Fem torsdage i marts og april stiller Utzon Center, sammen med en række arkitekter og debattører, skarpt på de fem temaer, som indgår i udstillingen Art of Many – the Right to Space.
Denne aften kan du møde Rasmus Therkildsen, arkitekt og partner i tegnestuen SLETH og Mads Tenney Jordan, arkitekt, partner og adm. direktør i tegnestuen Møller & Grønborg. Ordstyrer er Boris Brorman Jensen, arkitekt og udstillingskurator.
Danmarks nuværende arkitekturpolitik hedder ‘Mennesker først’. Den er forankret i en lang tradition for at tænke kritisk og anerkende alle menneskers ret til en acceptabel levestandard.
Hvis man planlægger progressivt og ambitiøst, risikerer man at fejle. Det var det, der skete efter Anden Verdenskrig, hvor idealistiske arkitekter og byplanlæggere forsøgte at designe den perfekte, effektive by ned til mindste detalje. Idéer og planer, som var gode og velmenende på papiret, endte i mange tilfælde som ghettoer og dysfunktionelle byområder i den virkelige verden. Selvom intentionerne om sundhed, lys og luft til alle var gode og højnede den generelle levestandard for millioner af mennesker, var prisen høj.
Perioden kender vi bedre som modernismen. Radikale modernistiske byplaner ryddede de eksisterende byområder – og ødelagde i den proces en stor del af landskabet og den fælles bygningsarv. Fortiden har lært os, at vi bliver nødt til at stille os kritiske over for det, vi ødelægger, når vi følger vores menneskelige behov.
Ideen om det gode byliv har ændret sig med tiden, men byplanerne fra det 20. århundrede blokerer for vores fremtidsvisioner. Verden har stadig behov for løsninger i stor skala, men vi bliver nødt til at planlægge og bygge vores byer på nye måder. Klimaforandringer og den store tilflytning til byerne kræver, at vi udvikler nye byområder og gentænker de eksisterende bystrukturer.
Denne dagsorden, EXIT UTOPIA, efterspørger kreative løsninger på, hvordan vi kan indfri nutidens visioner og behov, uden at forhindre fremtidens generationer i at indfri deres. Der er brug for projekter og dynamiske planer, som gentænker forholdet mellem by og natur; vi søger efter bud på, hvordan vi kan klimatilpasse, hvordan vi kan skabe bedre bæredygtig infrastruktur, og hvordan vi kan bygge nyt uden at slette vores fortid.
Se alle 'Sen torsdag'-arrangementer i vores kalender her.
Deltagelse er gratis ved betalt entré. Klub Kunsten + Utzon har altid fri entré.
Kl. 18 er der madklub hos JØRN. Book dit bord her og start 'Sen torsdag' med en velsmagende middag.
Torsdagsrækken er tilrettelagt så alle fra gymnasieeleven over arkitekten til den kulturinteresserede borger kan deltage og få indsigt i arkitekternes mange overvejelser om det at skabe arkitektur til en velfærdsstat og verden i hastig forandring.
Utzon Center vil gerne, med disse åbne diskussioner, skabe et indblik i de spændende udfordringer og potentialer som danske arkitekter arbejder med lige nu. Det handler om hvordan arkitektur og arkitekter bidrager til udviklingen af vores fælles rum – arkitekturen for de mange, af de mange.