Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893

 

Fakturaer sendes til faktura@utzonfaktura.dk

Presse

Arkitektkonkurrence sætter fokus på biodiversitet og vilde dyr i byen

3. dec 2024, 12:02

Med konkurrencen ‘Vilddyr søger bolig’ inviterer Utzon Center og Dansk Arkitektur Center studerende og nyuddannede til at skabe funktionelle og æstetiske hjemsteder til fx pindsvin, bier, flagermus og øvrige vilde dyr i byen. Formålet er at inspirere og motivere den kommende generation af arkitekter til også at prioritere dyrenes levesteder. 88% af Danmarks befolkning lever i byerne (2022).
 
“Tiden er inde til arkitektur, der fremmer bredere økosystemer,” siger arkitekt Frederik Mads Svendsen fra Studio Coquille, der er med i juryen.
 
Projektet er støttet af Kulturministeriet som en del af EU-projektet Desire.

 

 I Danmark såvel som resten af verden flytter flere og flere til byerne. Ifølge Verdensbanken lever hele 88% af Danmarks befolkning i byerne (per 2022). Og globalt vurderer FN, at 68% af hele verdens befolkning vil bo i byer i år 2050.

Men tættere og mere bebyggelse betyder mindre plads til dyrene. Så hvor skal pindsvin, bier og flagermus bo?  
 
Det har Utzon Center og Dansk Arkitektur Center bedt studerende og nyuddannede inden for arkitektur, design, kunsthåndværk og landskab om at komme med bud på i konkurrencen ‘Vilddyr søger bolig’.
 
Det urbane rum er designet både af og til mennesker, men der er behov for at give naturen mere albuerum. Vi vil skabe større bevidsthed om vores fælles økosystemer og inspirere til en større omsorgsfuldhed, fortæller Line Nørskov Davenport, der er udstillingsdirektør på Utzon Center.
 

Ved at skabe en fortælling om vores byer som steder for sameksistens, understreges de vilde dyrs ligeværdige plads i verden. Vi glæder os til at få bud på nytænkende levedygtige rammer og funktionelle hjemsteder til de dyr, der også lever i byen. For på den måde at skabe lokal-global forandring, påpeger hun.

 

Den kommende generation kan sætte nye standarder
Konkurrencen støttes af Kulturministeriet som en del af EU-projektet Desire, der blandt andet har som ambition at genforene byerne med naturen.
 
Gennem projektet ’Desire – Designing the Irresistible Circular Society’ har vi været med til at udforske, hvordan arkitektur og design kan være med til at drive de nødvendige forandringer, der skal til for at skabe en bedre fremtid for alle arter. Vi tror på, at den næste generation af arkitekter kan sætte nye standarder for vores forståelse af, hvordan mennesker, dyr og natur kan sameksistere i bygninger og byområder, hvor flerartede fællesskaber kan udfolde sig, siger Kika Krista Kjærside, Programchef hos Dansk Arkitektur Center.
 
Alle studerende, højskoleelever og nyuddannede inden for arkitektur, design, kunsthåndværk og landskab kan deltage.
 

Vi har et ansvar for at gøre hvad vi kan

Bidrag skal afleveres senest på FN’s internationale World Wildlife Day den 3. marts.

 

Til at udpege de op til tre vindere har Utzon Center og Dansk Arkitektur Center sammensat et ekspertpanel bestående af hhv. biolog og naturformidler Alexander Holm, arkitekt og CEO i den anerkendte tegnestue SLA, Mette Skjold, arkitekt Frederik Mads Svendsen (Studio Coquille), CEO i virksomheden Habitats, Rasmus Vincentz, samt arkitekt og professor på Arkitektskolen Aarhus, Marie Frier Hvejsel.
 
Biodiversiteten er under pres og der er i dag ikke hverken plads eller nok hensyn til de vilde dyr i byerne. Men vi har et ansvar for at gøre hvad vi kan, og for at række alle de hjælpende hænder til naturen, det er os muligt. Dette projekt kan være med til at sætte fokus på de såkaldte urbane arter. Når vores indre naturnørd vækkes, så er det altså svært ikke at blive en af dem, der passer lidt bedre på alt det unikke liv, der ikke bare er os mennesker. Det at gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen, så vi måske får naturen lidt tættere på os, gør at vi lærer den at kende og vil passe bedre på den, fortæller Alexander Holm, der er uddannet cand.scient. i biologi og kendt fra den offentlige miljødebat, bl.a. som vært på programmerne Det billige skidt og Den Dyriske Time.
 
Projektet ’Vilddyr søger bolig’ åbner en spændende ny vej til at integrere forskellige arters levesteder i byens struktur. Vi mener, at tiden er inde til at skifte fokus fra arkitektur, der kun tjener mennesket, til en vision, der fremmer bredere økosystemer, hvor både mennesker og andre livsformer kan finde plads og trivsel. Fremtidens arkitekter bør tage hensyn til disse livsnetværk for at reparere og styrke økosystemer i og omkring byerne. Jeg ser frem til at se bidrag, der udforsker behovene hos forskellige livsformer og mulighederne for ny sameksistens, siger Frederik Mads Svendsen, Arkitekt hos tegnestuen Studio Coquille.

 

Praktisk information

Konkurrencen er arrangeret i et samarbejde mellem Utzon Center i Aalborg og Dansk Arkitektur Center i København.

 

Projektet er støttet af Kulturministeriet som del af EU-projektet Desire – Designing the Irresistible Circular Society. EU-projektet Desire sætter fokus på udvikling af bæredygtige, attraktive og inkluderende byrum med respekt for klodens begrænsede ressourcer – under temaer som biodiversitet, reduceret CO2-udledning og genanvendelse af materialer.

 

Der kan indsendes bidrag frem til den 3. marts 2025, som er FN’s internationale ‘World Wildlife Day (WWD)’. Vinderen afsløres i slutningen af marts. Der gives en pengepræmie på i alt 50.000 kr. til op til tre vinderforslag.

 

Find mere information inkl. bedømmelseskriterier og afleveringskrav på utzoncenter.dk/vilddyr

 

Pressefotos findes her.
 
Kilder vedrørende data om urbanisering:
Illustreret Videnskab, juli 2024
Verdensbanken, 2022

 

Om Utzon Center

Utzon Center er et udstillingssted for arkitektur og design. Her kan både børn og voksne føle, sanse og røre arkitektur og opleve skiftende udstillinger med nogle af verdens bedste arkitekter og de nyeste strømninger. Formålet er at hjælpe besøgende til at forstå en verden af arkitektur og gøre arkitekturen håndgribelig og forståelig.

 

Jørn Utzon var en de største og mest indflydelsesrige arkitekter i det 20. århundrede og er bl.a. berømt for Operahuset i Sydney. Jørn Utzon byggede Utzon Center i Aalborg i 2008. Det blev hans sidste værk, før han døde samme år.
 
Foruden skiftende udstillinger kan man på Utzon Center også opleve fx workshops, foredrag, events, undervisning, guidede ture og byvandringer.