Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tlf: +45 76 90 50 00
info@utzoncenter.dk
CVR: 30 27 94 41

 

Bankoplysninger

Registreringsnummer: 3201
Kontonummer: 3428244893

 

Fakturaer sendes til faktura@utzonfaktura.dk

Det sker

Primitive Future – Everything is circulating

6. jun 2024 til 2. feb 2025

Mød den japanske stjernearkitekt Sou Fujimoto. Fra minimalistiske boligkoncepter til hele byer tegner han en radikalt anden verden – og en ny tilværelse for mennesket.

Når du ser et Sou Fujimoto-bygningsværk, er du ikke i tvivl om, hvem der står bag. 

 

Den internationalt anerkendte, japanske arkitekt har en stærkt konceptuel og kunstnerisk tilgang til arkitektur. Hans minimalistiske bygninger vækker fantasier om en radikalt anden verden og en ny tilværelse for det enkelte menneske.

 

En tilværelse, hvor arkitekturen finder nye sammenhænge mellem menneske, kultur og natur. Dét, Fujimoto selv beskriver som en Primitive Future.

 

I udstillingen Primitive Future – Everything is circulating kommer du tæt på Sou Fujimotos revolutionerende bygningsværker. Og på drømmen om en arkitektonisk fremtid, der er så inspirerende, håbefuld og vidunderlig, at vi får lyst til at passe på den.

 

Træd ind i en drømmetegning

En tredimensionel drømmetegning snor sig gennem udstillingen og åbenbarer Sou Fujimotos filosofi fra gulv til loft. 

 

Drømmetegningen har titlen Everything is Circulating og er skabt med en 500 meter lang, håndbukket wire, der svæver i rummet. En tredimensionel håndtegning i kæmpe format.

 

Den legende wire-streg viser et lukket kredsløb af mennesker, bygninger, landskaber og infrastruktur. Og den udtrykker en klippefast optimisme for en "primitiv fremtid", hvor det mest naturlige og absolut futuristiske optræder i en større sammenhæng.  

 

Træd ind i Fujimotos tegningsværk. Oplev hans markante værker på film og i kæmpestore bøger om hans projekter i ord og billeder. Og så udfordrer Sou Fujimoto dig til selv at skabe dine egne utopier lige midt i udstillingen. 

 

Kan man bygge et bibliotek i hæfteklammer? Eller med skuresvampe? I videoen herunder fortæller Sou Fujimoto, hvad der sker, når du lader hænderne bygge – og slår hjernen fra. Og det er faktisk ret magisk. 

 

Byg som Sou Fujimoto

 

Sou Fujimoto

 

Hvor vild og fantasifuld en idé end måtte være, er det vigtigt at tro på, at det en dag kan blive til virkelighed. En sådan overbevisning kan blive en stærk energikilde for stor arkitektur. Selv hvis det aldrig bliver realiseret, må vi ikke blive ofre for pessimisme, men blive ved med at tro på, at vores fantasifuldhed vil bære frugt i en eller anden form en dag i fremtiden. 

– Sou Fujimoto.

 

Sou Fujimoto (født 1971) voksede op på den japanske ø Hokkaido, hvor han fik han en stærk interesse for naturen. Senere uddannede han sig til arkitekt ved Tokyo University i Japans mest folkerige metropol.

 

Hermed var grobunden lagt for Fujimotos designfilosofi, der på dynamisk vis fusionerer natur og arkitektur. Hans arbejde kendetegnes af lette, skulpturelle strukturer med en stærk synergi mellem det indre og det ydre rum.

 

Fujimotos værker spænder fra private boliger til offentlige institutioner og udstillingspavilloner over hele verden. Han har modtaget adskillige priser og anerkendelser for sit arbejde, herunder en nominering til den prestigefyldte Pritzker-arkitekturpris i 2013. På den globale scene betragtes han som en af de mest indflydelsesrige arkitekter i sin generation.

 

Sou Fujimoto Architects

I år 2000 startede han sin egen arkitekttegnestue, Sou Fujimoto Architects, i Tokyo og senere, i 2016, Sou Fujimoto Atelier Paris i Paris, Frankrig. Sou Fujimoto har hermed etableret sig som en førende tegnestue inden for innovativ og eksperimenterende arkitektur.

 

Sou Fujimoto Architects har opnået international anerkendelse og er blevet præmieret med flere priser og hædersbevisninger. Tegnestuen er særligt anerkendt for en række radikale og minimalistiske boligkoncepter, hvis globale følge finkæmmer Tokyo i en vild Fujimoto-jagt.

 

Top photo: Iwan Baan. House N, Oita (2008). Sou Fujimoto Architects.

 

Photo: Katsumasa Tanaka. Shiroiya Hotel, Gunma (2020). Sou Fujimoto Architects.

 

Photo: Iwan Baan. House NA, Tokyo (2011). Sou Fujimoto Architects.

★★★★

'Han er i arkitekternes superliga. Nu udstiller han i »Nordens Paris« – og det er turen værd'

– Berlingske

 

'Vandringen i arkitektens uendelige streg er en stor og anderledes oplevelse, som fanges umiddelbart og af alle besøgende.'

– Arkitekten