
Hvordan vil børn, der vokser op i dag, komme til at bo i fremtiden? I vores udstilling får du bud på fremtidens bæredygtige boliger.
I fremtiden skal en familie på fire personer bo på 37 kvadratmeter.
Kunne du gøre det?
Det spørgsmål kan du måske svare på, når du har besøgt Bo Bedre med Vandkunsten.
Tegnestuen Vandkunsten blev grundlagt i 1970. I en tid med langt hår, brede bukser og unge, der flyttede i kollektiver.
Det var også her, at mange begyndte at drømme om en grønnere og mere bæredygtig arkitektur og fællesbyg, fællesmiddage og genbrug.
Det er værdier og tanker, som Vandkunsten har arbejdet med lige siden. Og de fylder 50 år med et budskab, der er mere aktuelt end nogensinde.
Tegnestuen mener, at vi skal bo bedre. På mindre plads. Mere bæredygtigt. Og vi skal lade naturen flytte ind i boligen.
Deres arkitektur handler om en bedre fremtid. For ja, din bolig kan være med til at redde verden, mener Vandkunsten.
I udstillingen oplever du en lille by med huse og grønne pladser.
Her er tagterasser og kulørte lamper under digitale trækroner, der giver dig lyst til at tage en lur i hængekøjen. Og her er alvor. For udstillingen handler om, hvordan vi kan bo bedre. Både nu og i fremtiden.
Gå på besøg i fælleshuset, i væksthuset og i tegnestuen, og få indblik i Tegnestuen Vandkunstens projekter og arkitekturtilgang.
Et besøg i byens baghave byder på leg og eksperimenter med design af bofællesskaber i LEGO og hulebyggeri i målestok 1:1.
Udstillingen henvender sig til alle børn, unge og voksne. Og den kan opleves på egen hånd af især børn og unge fra 3. -10 klasse samt ungdomsuddannelserne.