Kalender

Horisont

13. apr 2018 til 15. jun 2018

I 2018 ville Jørn Utzon være fyldt 100 år og det fejrer vi på Utzon Center med en rejseudstilling, der viser hvordan hans oplevelser med fremmede kulturer farvede hans arkitektursyn og dannede grundlag for nogle af hans mest vidunderlige og ikoniske bygninger.

Utzons lyst til at rejse kom mange steder fra. Allerede som ung var han et udendørsmenneske og en eventyrer, der elskede at sejle, gå jagt og campere i det svenske Øland. På arkitektskolen mellem 1937 og 1942 var undervisningen generelt skåret ud af en traditionsbevidst og national-romantisk tilgang til byggekunst, men under indflydelse af både Steen Eiler Rasmussen og Utzons onkel, skulptøren Einar Utzon-Franck, fik Utzon allerede her øje på den arkitektoniske rigdom, der var at finde i det fjerne østen. Det handlede om en fascination af den anderledes byggestil, men mere vigtigt handlede det om at lære fra en byggekultur, der var baseret på filosofiske principper omkring mennesket og naturen i harmoni med hinanden. Da Utzon i 1942 flyttede til Stockholm efter sin afgang fra Københavns Kunstakademi blev han hurtigt en del af den bevægelse, der blandt andet fandt inspiration i den Japans landskabsarkitektur og den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wrights organiske, natursøgende tilgang til modernismen. Så efter et kort, men vigtigt praktikophold hos den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto i Helsinki, begyndte Utzon at rejse ud i hele verden på jagt efter stof til eftertanke.

 

Utzons første store arkitektureventyr var en rejse til Marokko i 1947, men denne oplevelse blev hurtigt efterfulgt af mange andre rejser til lande så fjerne og forskellige som Amerika, Mexico, Kina, Japan, Nepal, Indien, Iran og, til sidst, den Spanske Ø, Mallorca. Med udstillingen Horisont genkalder vi Utzons opdagelser og indtryk gennem oplevelsesmættede og sanselige filminstallationer, og digitale teknologier i symbiose med fotografier, smalfilmsoptagelser, tegninger, modeller og andre originale perler fra Utzons egne arkivsamlinger. Vi genkalder hvordan han observerede og fortolkede sit eget arbejde, og vi udfolder hvordan hans arbejde langsomt udviklede sig fra noget, der måske mest af alt minder om en form for skandinavisk funktionalisme, til Utzons eget formsprog, baseret på destillerede transkulturelle ideer indsamlet fra fremmede kulturer.

 

Udstillingen fremhæver især to pointer, der dirigerede hans rejse: først, hans fascination af et grønnere, slankere og enklere liv inspireret af mere autentiske boformer i pagt med naturen. Næst, hans tålmodige præcisering af et lille, men potent repertoire af arkitekturprincipper – platformen, det flyvende tag, gårdhaven, hulen, og til sidst, den indrammede horisont – der for Utzon blev løsning på hvordan arkitekturen, med den dybeste respekt og største lidenskab, kunne organisere og genskabe et stærkere forhold mellem den moderne verden og det uspolerede landskab.

 

Udstillingen åbnes i Aalborg, men skal i 2018 også vises i København og Sydney, Australien.

 

Sponsorer